På Nobelprisens officielle hjemmeside finder man et lille, skønt interview med Abdulrazak Gurnah fra februar 2022. Han sidder i skjorte og slips, arabisk af udseende, det hvide hår afslører, han er mere end halvfjerds, og han er reserveret på den der britiske måde, man let forveksler med arrogance. Det gode er, at spørgsmål som, ”hvad kan du lide at lave, når du ikke skriver”, får ham til at smile med øjnene, så man ser den gudsbenådede historiefortæller, han er – når han skriver. Han fortæller også om, hvordan hans opvækst har påvirket hans forfatterskab, og han svarer ikke overraskende, at den har påvirket ham meget, rigtig meget.
Gurnah er født den 20. december 1948 på øen Zanzibar, der ligger 35 km. øst for Tanzania i Det Indiske Ocean. Zanzibar var dengang et selvstændigt sultanat under britisk protektorat. Det vil sige, briterne bestemte meget over nogen, de havde få forpligtelser overfor. Før briterne kom, havde området været under arabisk dominans i flere hundrede år og økonomien blomstret pga. elfenben og slavehandel. Mod slutningen af 1800-tallet blev slavehandel forbudt efter europæisk pres, og briterne tog kontrol over øen.
Sådan lå landet endnu, da Gurnah blev født ind i en muslimsk familie, der tilhørte Zanzibars arabiske elite. Han var derfor udsat, da han som 18-årig i 1964 blev vidne til øens blodige revolution. Briterne trak sig ud af Zanzibar, og kun ét år efter blev uafhængighedens eufori afløst af borgerkrigslignende tilstande. Landets sorte befolkning – mange var efterkommere af slavegjorte afrikanere – gjorde oprør mod den arabiske elite, og de væltede sultanen. Gurnah fortæller, at tiden efter revolutionen var præget af så megen statsterror og vold, at han ikke så en fremtid dér, og han flygtede derfor til Storbritannien, hvor han har boet siden.
Der har han gjort akademisk karriere – han er pensioneret professor emeritus i engelsk og postkolonial litteratur – og han har skrevet de 10 romaner, han modtog Nobelprisen for i 2021: ”for kompromisløst og med stor medfølelse at have belyst kolonialismens følger og flygtninges skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter” (Nobel Prize 2021, www.nobelprize.org, egen oversættelse). Han skriver på eksilsproget engelsk, og fra den semibiografiske romandebut ”Memory of Departure” (1987) til den seneste ”Afterlife” (2021) har han skrevet om mennesker, der mister deres plads i verden, ligesom han selv mistede den, da han flygtede fra Zanzibar og blev én fremmed blandt mange i Storbritannien.