Et sted at starte, når det gælder beslægtede forfatterskaber, er med de forfatterskaber, Abdulrazak selv læser og beundrer. Han fortæller i interviewet på den officielle Nobel-side, hvor han smiler med øjnene, at han begyndte at læse, fordi han elskede historier. Han elskede at få fortalt historier, og da han lærte at læse, læste han bøger. Den første, han læste, var ”Æsops Fabler” i swahili-oversættelse. Herodot placerer Æsop i 500-tallet fvt. og gør ham til slave, der bliver slået ihjel af præsterne i Delfi, fordi han afslører deres griskhed. Fablerne handlede nemlig ofte om talende dyr med menneskelige egenskaber, og til sidst faldt en morale. Den betonede i reglen den stærkes ret og den svage, men kløgtiges sejr, over den stærke. Man forstår, hvordan det hænger sammen med Gurnahs forfatterskab.
Gurnah fortæller videre, at han ikke har én favoritforfatter, men at han derimod har mange. De fleste har det tilfælles, at de har rødder i ét land og nu bor i et andet. De lever altså som fremmede, i den kløft mellem kulturer og kontinenter, Gurnah skriver om. Han fremhæver unge forfattere som Maaza Mengiste, en etiopisk-amerikansk forfatter, der er berømt for romanerne ”Lion’s Gaze” (2010) og ”The Shadow King” (2020), og Yvonne Adhiambo Owuor fra Kenya, der er berømt for romanerne ”Dust” (2013) og ”The Dragonfly Sea” (2019). Han beundrer etablerede forfatterskaber som J.M. Coetzee, der modtog Nobelprisen i 2003 som den fjerde afrikaner, Nuruddin Farah, der debuterede med ”From a Crooked Rib” (1970), som kaldes en hjørnesten i østafrikansk litteratur, og Michael Ondaatje, der blandt andet har skrevet ”The English Patient” (1992), og Gurnah kan nævne mange flere.
Man kan desuden nævne forfattere som nigerianske Chinua Achebe, der ofte bliver kaldt faderen til moderne afrikansk litteratur, indiske Salman Rushdie, der i ”Midnight’s Children” (1981) (”Midnatsbørn”, 1982) skriver om, da Indien bliver frigjort fra Englands overherredømme, og Zadie Smith, der skriver om Storbritanniens komplicerede forhold til immigranter, og mange, mange flere. Herhjemme kan fremhæves forfattere som Jakob Ejersbo og hans Afrika-trilogi og Kim Leines bøger om Grønland. Man kan også nævne Albert Camus’ ”Den fremmede” fra 1942 og resten af hans forfatterskab, der giver et eksistentielt blik på den kløft, Gurnah skriver om.