Abdulrazak Gurnahs tiende roman ”Afterlifes” fra 2020 (”Efterliv”, 2022) er på mange måder en fortsættelse af romanen ”Paradis”, selvom hovedpersonen har et andet navn. Han hedder nu Hamza, og han har frivilligt ladet sig hverve til de tyske kolonitropper, han løb efter mod slutningen af ”Paradis”. Han slutter sig til en af de brutale Schutztruppe, som ”udkæmper europæernes krige for dem” (s. 112). Under første verdenskrig vikles han ind i blodige kampe mod briterne, der blev udkæmpet i Østafrika. Han slipper kun lige med livet i behold, og derfra krydser hans liv med romanens øvrige karakterer.
62555955
Man møder Khalifa, der er halvt inder, halvt afrikaner. Hans far lærer ham tidligt at regne og skrive, så han kan få arbejde i de indiske brødres bank og dér få en god tilværelse. Inderne flytter deres bank, da tyskerne tager kontrol over området, og Khalifa må tage arbejde hos en arabisk handelsmand, der ikke er helt fin i kanten. Man møder også Ilyas. Som ung bliver han bortført af tyske kolonitropper, og da han mange år senere kommer tilbage til landsbyen, finder han ud af, at hans forældre er døde og søsteren forsvundet. Khalifa og Ilyas mødes, søsteren dukker op, og de tre bliver vigtige for Hamzas videre skæbne.
Romanen minder i form og stil om ”Paradis”. Den er historisk, realistisk og nøgternt fortalt af en alvidende fortæller. Hovedpersonen Hamza er som Yusuf en drømmer, og hans smukke udseende er på én gang hans redning og forbandelse. Yusuf er som titlen antyder genopstået fra den umulige situation, han løb fra, da han flygtede fra købmanden. Han er nu Hamza, en levende død, der lever som fremmed blandt europæere. En officer tager ham til sig som sin personlige assistent og lærer ham at læse tysk: ”Du har mistet din plads i verden. Jeg ved ikke, hvorfor det vedrører mig, men det gør det” (s. 110). Han får sympati for Hamza og vil lære ham at læse Friedrich Schiller, der levede i 1700-tallet, og som sammen med Johan Wolfgang von Goethe er Tysklands vigtigste nationaldigter. Det vil officeren, selvom han ser Hamza som et redskab, som en del af et ”tilbagestående og barbarisk folk” (s. 108). Pladsen, officeren giver Hamza i verden, er ikke hans, men officerens afdøde bror, der også elskede Schiller.