Abdulrazak Gurnah forbinder mange steder sin egen historie med at skrive litteratur. Han fortæller, at han begyndte at skrive, da han rejste fra Zanzibar, fordi han ikke kunne lade være. Han havde mistet sin plads i verden, og at skrive blev en måde at finde fodfæste på i at være en fremmed. Det er ikke, fordi han skriver autobiografiske romaner – eller indenfor en af de mange andre teoridannelser, der de seneste år har beskrevet litteraturens forhold mellem virkelighed og fiktion. Det er ikke dét, der er på spil i hans romaner.
Man kan forenklet sige det sådan, at når Gurnah bruger sig selv direkte, er sproget sorgfuldt og vredt på en måde, der understreges med ulækre detaljer, men den store historie ligger lige under jeg-fortællerens indignation. Når han derimod skriver historiske romaner, er sproget mere nøgternt, observerende, men man fornemmer, at den er fuld af personligt engagement og skrevet på en form for nødvendighed. Han fortæller, at romanen ”Paradis” er inspireret af hans første rejse tilbage til Zanzibar, da det igen var lovligt for ham, og han kunne gense sin far: ”Da jeg så ham, gik det op for mig, hvor gammel han var. Han var i midten af firserne, og det slog mig, at han ville have været en dreng, da den europæiske kolonialisme etablerede sig selv i den del af verden … Jeg begyndte derfor at overveje, hvordan det ville have været for en dreng på den alder at se fremmede mennesker ankomme og overtage deres liv. Det gav mig ideen til at skrive om nogen på den alder, der får oplevelsen af at høre om europæerne.” (Bror Axel Dehn: Abdulrazak Gurnah: ”Jeg skriver om, hvordan mennesker lærer at elske og hade”. Information, 2022-06-10).
Forfatterskabet er det, man kan kalde postkolonial og migrantlitteratur. Man siger gerne, at man med postkolonial og migrantlitteratur taler om bøger, der er skrevet efter den generelle afkolonisering af Afrika efter anden verdenskrig. Litteraturen undersøger kolonialismens konsekvenser, nu den er slut. Postkolonial og migrantlitteratur er derfor forbundet med civilisationskritik, og det er også tilfældet i Gurnahs forfatterskab. Han skriver på sorgen over at have mistet, men samtidig på vrede og indignation mod den arabiske og persiske overklasse, der slavegjorde mennesker i Afrikas indre; mod den kolonimagt som brutalt tog noget, der ikke var deres; mod sultanatets magtmænd og dem, der tog over efter revolutionen; mod en verdensorden, der skaber millioner af migranter og flygtninge, uden at de gamle kolonimagter tager ansvar; og mod den hverdagsracisme, man møder overalt.
Det kan virke håbløst, men det er det ikke kun. Der er nemlig en mulighed for mere komplekse erkendelsesformer i Gurnahs forfatterskab. Gurnah skriver som voksen, at han som barn oplevede at stå mellem de kulturer og kontinenter, han senere skulle skrive om. Hans skoleuddannelse var den, det britiske kolonistyre tilbød. Her lærte han, hvordan briterne så på verden – og hvordan de så på ham. Han skriver videre om alt det, han lærte efter skoletid, at det nærmest kategorisk modsagde den virkelighed, skolen præsenterede ham for. Han mødte derfor som ung modstridende fortællinger, og det ser han ikke kun som negativt: ”Gennem alt dette opstod der en energi til at afvise og forkaste, til at lære at holde fast i de forbehold, som tiden og viden skulle underbygge. Og ud af alt dette voksede der en ny måde at indrette sig på, en øget opmærksomhed på forskelle og en hævdelse af muligheden for mere komplekse erkendeformer” (Abdulrazak Gurnah: Årets nobelpristager: ”Da jeg begyndte at skrive, var det mit tabte liv, jeg skrev om, mit tabte sted”. Information, 2021-10-15).