Abdulrazak Gurnahs femte roman ”Admirering Silence” fra 1996 (”Tavshedens Ø”, 1998) er fortalt af en jeg-fortæller og tæt på Gurnahs egen historie. Hovedpersonen er nemlig flygtet fra Zanzibar under øens voldelige revolution. Det forsøger han at undertrykke og gemme væk, mens han forsøger at finde sig til rette som fremmed i London, hvor han bor. På overfladen klarer han det godt. Han har kone, barn, et fast arbejde, men i ham vokser en knude: ”I have found myself leaning heavily on this pain. At first I tried to silence it, thinking it would go and leave me to agitated content … Far from going, it became more clear, more precisely located” (s. 14).
Efter et halvt liv i eksil bliver det lovligt for ham at rejse tilbage til Zanzibar, og dér finder han ud af, at han er endnu mere fremmed, end han er i London. Han ser korruption overalt, griskhed og egoisme, og knuden indeni ham vokser. Derfor siger han ikke noget om London-livet til familien i Zanzibar, selvom de står klar med et arrangeret ægteskab: ”I wanted to tell my mother that Emma and I were not married, that I had been lying for years about them, and that I was a pityfull vagrant, living a life of bondage and unfulfilment, a stranger, an alien without any particular distinction or use in that place, but that I no longer had any choice” (s. 327). Han tvinger sig til at fortælle om livet i London for at slippe for tvangsgiftemålet, og da han rejser tilbage til London, lærer han, at også det liv er slået itu. Hans kone er sammen med datteren på vej væk, og hans tragedie er komplet.
Romanens sprog er direkte og fuld af vrede. Den er fortalt af et menneske, der igen og igen forsøger at skylle den lort ud i toilettet, som er hans underbevidste, hvorfor metaforen om stoppede toiletter er central: ”Why this interest in plumbing? It should be obvious, really, but I’ll say it anyway. Because I don’t want to talk about Emma, and I am not going to. When I’ve done my course on plumbing I’m going to offer my services to my homeland … so we can sort out those blocked toilets.” (s. 382). Han forsøger at reparere toilettet – derfor fortæller han romanen.