Jane Susanne Andersen beskæftiger sig i sine bøger særligt med ensomhed. En af de helt store skildrere af børns ensomhed var Astrid Lindgren. Mange af hendes karakterer oplever ensomhed og er ofte også forældreløse, ligesom børnene i ”Noans mærke” og på sin vis Lea i ”Hybenhjerter”, da hendes forældre er meget fraværende.
I Astrid Lindgrens forfatterskab møder man for eksempel den forældreløse og ensomme dreng Bo, der i ”Mio, min Mio” (1954) forsvinder ind i et andet univers. Sammen med ”Brødrene Løvehjerte” er ”Mio, min Mio” Astrid Lindgrens version af en fantasyroman, hvor børnene må kæmpe mod overnaturlige fjender, som dragen Katla i ”Brødrene Løvehjerte” og den onde ridder Kato i ”Mio, min Mio”. Det må de for at kunne overvinde det onde og indstifte fred, men kampen er også en dannelsesrejse, der modner dem og lærer dem, hvad de er værd og hvad der er værd at kæmpe for. Ligesådan må Noan overvinde mantikoraen i ”Noans mærke” og derigennem lære, hvor han kommer fra og hvad hans styrke er. Samme tematik er på spil i Josefine Ottesens forfatterskab, som Jane Susanne Andersen også nævner som en af sine inspirationskilder.
I svenske Sara Kadefors’ roman ”Blogbitch” (2015) er hovedpersonen Lex noget ældre end Lea i ”Hybenhjerter”, men hun er også ensom. Ligesom Lea søger Lex en vej ud af ensomheden online. Hun opfinder Maya og starter en blog, hvor Maya udfolder sig som et attråværdigt stilikon, der snart får mange følgere. Både Lex og Leas digitale alteregoer repræsenterer en virkelighed, hvor bekræftelsen på sociale medier er blevet en afgørende faktor for mange unges selvværd. Både ”Blogbitch” og ”Hybenhjerter” viser den negative side af den tendens, hvor den ekstreme jagt på bekræftelse får en modsat effekt og blot forstærker hovedpersonernes identitetskrise og ensomhedsfølelse.