Jane Susanne Andersens bøger henvender sig til store børn og teenagere. De er letlæselige, men rige på almenmenneskelige og eksistentielle temaer. Både ”Noans mærke” og ”Hybenhjerter” har ensomhed som centralt tema. Mere specifikt handler de begge om ensomheden i ikke at kunne dele sine følelser med andre mennesker.
Børnene på øen i ”Noans mærke” må ikke vise, at de er kede af det eller vrede, fordi de følelser bliver betragtet som negative af øens leder Nidur. Han vil gerne have, at alle skal være glade.
Der er en parallel mellem den idyl og positivisme, Nidur forsøger at skabe på øen, og den virkelighed Lea i ”Hybenhjerter” skaber online i form af Veronika-profilen. Selvom Veronika er ved at dø af kræft er hendes profil fyldt med livsbekræftende og optimistiske budskaber. Hun er et digitalt filter over den enorme ensomhed Lea oplever, og som hun ikke kan dele med andre.
Både børnene på øen i ”Noans mærke” og Lea lever i en dobbelttydig virkelighed, som på den ene side giver dem bekræftelse og glæde, men på den anden side er utryg og undertrykkende. Ingen af dem kan være fuldt og helt sig selv. Børnene må undertrykke visse følelser, og Lea skjuler sorgen over sin ensomhed.
Jane Susanne Andersen skaber i begge bøger stemningsmættede universer ved hjælp af enkle sproglige virkemidler. I især ”Hybenhjerter” benytter hun et enkelt, men virkningsfuldt metaforisk sprog, hvor kræftsygdommens retorik bliver et billede på Leas ængstelighed: ”Jeg kan mærke en knude i min lunge. Luften har svært ved at komme helt ned i den. En kæmpeknude, der vokser og vokser, så jeg må gispe efter vejret” (”Hybenhjerter”, s. 17). Titlen refererer til sangen ”Septembers himmel er så blå”. Lea citerer femte vers, som hun har fået til opgave at lære udenad i skolen, og det kommer til at stå som metafor for hendes egen vej mod at modnes og stå ved sig selv: ”Hvis modenhedens milde magt, af livet selv du lærte, da slår bag falmet rosendragt, dit røde hybenhjerte” (”Hybenhjerter”, s. 72).