Baggrund

Citat
”jeg kender fængslets rutiner bedre
end mit livs fortid
jeg trykker instinktivt på knappen
efter at have holdt for længe på min afføring
urinerer i den håndvask
jeg onanerer i
den håndvask som min sæd ender i
er den samme jeg vasker min tallerken i
ikke længere fortrøstningsfuld
som dengang i grundlovsforhøret
hvor der endnu var håb
(…)
livet uden for murene
Interesserer mig mindre
end burgeren hver tredje lørdag”
”Institutionaliseret”, s. 106.

Haidar Ansari er født i 2001 på Amager og vokset op i det boligområde, som er kendt som Urbanplanen, med sin mor og tre brødre. Han gik på den lokale skole, Peder Lykke Skolen, hvor undervisningen var underlødig, og hvor lærerne sjældent blev mere end et år eller to, som han har fortalt om i et debatindlæg om det frie skolevalg (Haidar Ansari: Debat: Forældre skal ikke have lov til selv at vælge skole til deres børn – min historie fortæller hvorfor. Politiken, 2023-03-11). I 5. klasse blev han smidt ud, fordi han gentagne gange havde overfaldet andre elever.

For en kort bemærkning fik han mulighed for at gå på Den Classenske Legatskole, hvor han mødte et øvre middelklasseliv. Det gjorde noget ved hans forestillingshorisonter. Det handlede ikke bare om, at de primært hvide børns forældre fra Indre By i København havde penge. Det handlede om, hvad det betød for det overskud og den omsorg og omtanke, forældrene kunne have for de børn. At de både blev tilskyndet til at lave deres lektier og fik hjælp til at lave dem. At de fik god og sund mad med på madpakken, og at deres forældre snakkede med dem om, hvordan de havde det. I 7. holdt Ansari op med at gå i skole, og hans liv med kriminalitet eskalerede.

Som 17-årig havde han siddet inde i fem ud af otte af Danmarks sikrede døgninstitutioner. Meget af det for personfarlig kriminalitet. Året efter blev han tiltalt for drabsforsøg og idømt fem års fængsel. Det var under denne afsoning, han for alvor stødte på litteraturen. Der var et lille bibliotek på fængslet, som var doneret af organisationen Læs for livet, og han læste bøger af først Yahya Hassan og siden Morten Pape. Han oplevede, at de på forskellige måder holdt et spejl op for hans tilværelse. Ikke mindst Pape, som var vokset op i det samme kvarter som Ansari, og som skrev om det fra et andet perspektiv. Det gjorde det muligt for Ansari at se sine egne handlinger på en ny måde. Snart voksede kærligheden til litteraturen og udviklede sig hurtigt til også at skrive selv, og da Morten Pape kom på besøg i fængslet, viste Ansari ham sine tekster. De udviklede et venskab med udgangspunkt i litteraturen, og Pape viste Ansaris tekster til et forlag, som gerne ville udgive dem, hvilket skulle blive til Ansaris debut ”Institutionaliseret” i 2022. Ansari er i dag ude af fængslet og i gang med en HF. Han deltager aktivt i den offentlige debat.