Yahya Hassans digte var de første, der virkelig fangede Haidar Ansari, da han læste dem på fængselsbiblioteket. I Hassans messende, vilde tekster så han for første gang sit eget liv spejlet i litteraturen. I et interview siger Ansari selv, når spurgt om hele tiden at blive sammenlignet med Yahya Hassan: ”Yahya Hassan er en fantastisk digter, og jeg har lært meget af ham. Og jeg forstår det selvfølgelig godt: Vi er begge to indvandrere og berører nogle af de samme temaer. Men jeg synes, det er et problem, hvis man automatisk bliver sammenlignet med Yahya Hassan, bare fordi man er udenlandsk og skriver digte. Man skal have lov til at være sin egen.” (Sebastian Wittrock: Da jeg var 11, overværede jeg et knivstikkeri. Der var en mand, der blev dolket. Politiken, 2022-03-18).
Men Ansari nævner også andre forfattere i sine bøger. Han nævner en handicappet digter, som vel må være Caspar Eric, og der er også en tydelig inspiration den vej. Særligt når det kommer til den direkte og tempostyrede måde at skrive på, som Eric har praktiseret i bøger som ”Nike” (2015) og ”Nye balancer” (2023). Men også den politiske anfægtelse omsat til vidnesbyrd er et fællestræk for de to digtere.
Morten Pape er en anden forfatter, som har haft stor betydning for Ansari. Både personligt idet Pape hjalp Ansari med at sende hans digte til et forlag, som i sidste ende gerne ville udgive dem. Men også Papes bøger har været vigtige for Ansari. Da han først læste Papes beskrivelser af Urbanplanen i ”Planen” (2015), syntes han, at det var løgn, hvad der stod; at Pape overdrev, hvor slemt der var. Men efter at have konfronteret ham med det, ændrede Ansari mening: ”I dag forstår jeg, hvad der skete, da jeg læste bogen. Jeg læste om konsekvenserne af alt det, jeg selv havde gjort ved en masse mennesker. Jeg var aldrig mobbeofferet, jeg var mobberen, så den bog var et spejl, som jeg ikke ville se ind i, fordi det kræver mod og selvindsigt.” (Sabine Mønsted: Digter med vold som modersmål. Perspektiv, #09, december, 2022).