Haidar Ansari skriver i et direkte sprog, og han laver ikke mange sproglige billeder eller metaforer. Hans poesi ligger mest af alt i hans fornemmelse for rytme og tempo og i at skære digtene, så de bliver korte og præcise forløb. Han skriver meget om vold, og hvordan den findes i mange forskellige sfærer, når man, som han, er vokset op i et fattigt, socialt belastet boligområde, og når man fra barnsben er blevet opslugt af kriminalitet. Det virker, som om digtene prøver at finde en balance mellem på den ene side at gøre de kriminelle handlinger troværdige som spændende og fascinerende for hovedpersonen – og på den anden side ikke romantisere den livsstil, som bogens forfatter tager afstand fra. Samtidig fornemmer man, at digtene heller ikke vil moralisere. Det, de ender med at gøre, er derfor at træde tilbage og lade scenerne tale for sig selv som vidnesbyrd.
Digtene forløber kronologisk fremadskridende i korte nedslag fortalt i dramatisk nutid, og det er tydeligt, at fortællingen drejer sig om sin hovedpersons udvikling. Men det, der også træder frem, er nogle præcise og tydelige portrætter af et miljø, som vi sjældent ser beskrevet i litteraturen. Og slet ikke beskrevet fra folk, som kommer derfra. De bliver ofte talt mere om end de selv får lov til at tale.
Både i fængslet og på gaden er der en frustration og en spænding, en tomhed der omsætter sig i udadagerende og tåbelige handlinger. I nogle af digtene fra fængslet er det vandballoner fyldt med tis eller kartoner med mælk, der kastes mod væggen for at starte et slagsmål med fængselsvagterne, som også keder sig. Det korporlige klammeri træder i stedet for fysisk kontakt af en seksuel eller bare omsorgsfuld natur, når digterjeget mærker en betjents lår, mave eller bryster trykket mod sin krop, efter han er blevet lagt ned og tilbageholdt fysisk. Det fylder også meget at onanere og skide, fordi privatlivet er så begrænset og invaderet, men også fordi det handler om samfundets fordøjelse, og at være nederst i den fødekæde.