Haidar Ansaris debut sluttede med et langdigt, som med hurtig og intens og rytme bevægede sig gennem tiden i fængslet. I ”Normaliseret” (2025) samles energien op, men vi er på den anden side af den transformation, der fandt sted i ”Institutionaliseret”. Digtenes jeg er steget op i de sociale grader og er gået fra et være fængslet teenager til feteret digter, som er bredt anerkendt for såvel sine digte som sine meningstilkendegivelser i offentligheden.
140434671
Det er ikke uden ambivalens, forstår man som læser hurtigt. Det har kostet dyrt for jeget. Der er ikke et rent snit mellem de to forskellige tilværelser, det er mere mudret end som så. Ikke mindst har sagsomkostninger for hans retssag sat ham i en uoverskuelig gæld med renter, som han skal betale tilbage til staten: ”7500 kr. per måned i 59,5 år” (s. 16).
Den nye verden stiller krav. Jeget bruger mange penge, bl.a. på drinks til kvinder, som han gerne vil vise, at han er en rigtig mand, så han knepper dem, selvom han mere har brug for bare at blive holdt om og krammet af dem. I det hele taget oplever han, at der er mange forventninger til ham. Han skal spille en rolle, spille klovn, for sit publikum, hvem end de er.
Ansari befinder sig imellem sine to verdener. Den hvide kulturelite og den socialt belastede familiebaggrund. Det er en ensom position. Han nægter at lade sig opsluge af bedsteborgerskabet og hudfletter den racisme og klassetro opførsel, han møder der. Samtidig nægter han at acceptere letkøbte og ansvarsfraskrivende bortforklaringer, når f.eks. hans far gældsætter sig i kviklån, fordi han er afhængig af forbrug. Det er dyrt at være fattig, det har Ansari et præcist blik for, men han synes også, at faren burde tage sig sammen og træffe bedre beslutninger.
Igen udmærker Ansaris digte sig med deres direkte og præcise sprog, og man fornemmer også en digter, hvis register bliver større. Stilistisk kan han bevæge sig sømløst gennem flere forskellige modaliteter.