Kathrine Assels’ billedbog ”Drengen der hele tiden tabte sit ansigt” fra 2011 handler om Anton, der på mange måder er en helt almindelig dreng. Han leger med riddere og piller næse ligesom andre raske drenge, men han har bare det problem, at han i tide og utide går og taber sit ansigt. Og det er ikke kun i metaforisk forstand, som vi andre kender det. Nej, midt i en spændende film eller en vigtig fodboldkamp begynder ansigtet pludselig at løsne sig og glider af som en maske.
29082634
Det er selvsagt ikke særlig rart for Anton, som går og bekymrer sig en masse om, hvornår ansigtet mon falder af næste gang – for det sker selvfølgelig ofte på de mest upassende tidspunkter. En dag bliver han så træt af det, at han ikke gider samle ansigtet op, da det falder af ved et busstoppested, og i lang tid går han rundt uden sit ansigt. Men efterhånden begynder han at savne alle de sansninger, et ansigt giver, og går i gang med at lede efter det.
Bogen, der er illustreret af Cato Thau-Jensen, tematiserer barnets usikkerhed og nervøsitet for at fejle med denne meget konkrete metafor. Hverken forældre, fodboldtræner eller kammerater er til den helt store hjælp og opbakning – tværtimod skælder de ud og driller, hvilket blot forstærker Antons usikkerhed. Men til sidst møder Anton en pige, som er i stand til at se personen bag masken, og hun bliver Antons katalysator til at finde sig selv.
Der er også krise på tapetet i billedbogen ”Da latterfabrikken lukkede” fra 2013, der er illustreret af Kamilla Slocinska. Bogen handler om Claus P, som har verdens gladeste forældre, fordi de arbejder på latterfabrikken og ikke kan lade være med at tage deres arbejde med hjem. Men da latterfabrikken lukker på grund af krisen, forandres forældrene, og det er ikke længere spor sjovt i familien.
”Da latterfabrikken lukkede” behandler et voksentema om økonomisk krise og arbejdsløshed og serverer det i børnehøjde – og med barnets vanlige gåpåmod bliver det Claus P, der løfter sine forældre ud af krisen. Han finder således to fabrikker, der klarer sig godt under de nye vilkår – kolbøttefabrikken og drømmefabrikken