Kathrine Assels’ forfatterskab spænder vidt fra børne- og billedbøger over ungdomsromaner og til skønlitteratur. Men uanset genre skriver hun en genkendelig socialrealisme, der gransker komplekse følelser og vanskelige familierelationer.
I børne- og ungdomsromanerne bliver hovedkaraktererne ofte et spejl på en verden, der er meget lidt børnevenlig, men ofte præget af fraværende fædre, omklamrende mødre eller temmelig fortravlede forældre. Børnene reagerer med hver deres mere eller mindre utilpassede strategier. Anton taber hele tiden sit ansigt i ”Drengen der hele tiden tabte sit ansigt”, men får i stedet for hjælp kun skæld ud af forældre og fodboldtræner, og han må således selv tage ansvar for at finde et ansigt – altså en identitet –, der kan passe. I ”Mester Ester” er det forældrenes travlhed og morens konstante forsøg på at få Ester til at passe ind i et tidspresset hverdagsliv, som helst skal ligne noget fra Bo Bedre, Ester reagerer på. Hun savner sin far og har udviklet forskellige strategier for at klare morens forventninger – såsom at fylde sit indre hul med affald fra gaden.
Manglende nærvær og tryghed er også et tema i ”Månen er en højttaler”. Selv om Alvin helt nøgternt skriver om moren, der ikke vil kysse, og som mener, månen er en højttaler, ved vi jo udmærket som læsere, at det ikke er uproblematisk, og hans finurlige leg med ord og billeder kommer til at fremstå som en form for selvopretholdelsesdrift i en kaotisk hverdag, hvor han meget er overladt til sig selv og sit savn efter den ukendte far. I det hele taget er børnene meget overladt til sig selv og må selv tage ansvaret på sig – forældre er ikke meget bevendt, men i stedet som hovedregel selve årsagen til børnenes kriser.
I et mailinterview beskriver Kathrine Assels sine karakterer således: ”Jeg er vokset op med en far, der (inden han sprang ud som forfatter), i en lang periode arbejdede med ’vanskelige børn’, og jeg har også altid selv interesseret mig for psykologi og børn, der på den ene eller anden måde har det svært og netop står lidt alene med deres problemer. Jeg har mange gange haft lyst til at arbejde med sådanne børn, men min uddannelse er jo ikke møntet på at kunne det rent professionelt, så jeg har måttet nøjes med at gøre det på frivilligt plan hos blandt andet Ungdommens Røde Kors og Sindslidendes Vilkår. Men jeg har så i stedet kunnet skrive om børn, der har det svært, og det har virket rigtigt for mig.” (Karina Søby Madsen: Mailinterview, oktober 2020).