Kathrine Assels’ ungdomsroman ”Månen er en højttaler” fra 2017 er skrevet i dagbogsform. Dagbogen tilhører 12-årige Alvin, som blandt andet bruger bogen til at få afløb for sin sorg over ikke at kende sin far. Alvin er et resultat af en ferieflirt på en italiensk strand, og moren ved end ikke hvem af de fire flirtende italienske fyre, der blev donoren. Alligevel drømmer Alvin om at få en flaskepost fra sin far, og da han en dag finder en indkøbsseddel i Netto med et kærligt budskab på, er han overbevist om, at det må være fra faren.
Moren er heller ikke meget bevendt. Hun lider af tvangstanker og vil ikke kysse, fordi hun er bange for bakterier. Hun er også bange for kommunen, og hun tror, månen er en stor højttaler, der suger folks tanker til sig og sender dem ud i meget højere styrke.
53136605
Romanen tematiserer savn og fraværende forældre. Selv om Alvin bor med sin mor, får man ikke indtryk af, at hun er i stand til at dække hans behov for omsorg og tryghed. Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at hun ikke vil kysse, og at Alvin således aldrig har kysset andre end en enkelt dræbersnegl. Heller ikke mormoren er optaget af Alvins behov. Hun forsøger at stikke ham et par piller, så han kan sidde stille, når hun maler sine billeder af slagtede grise. I øvrigt heller ikke et motiv der umiddelbart får læseren til at forestille sig en sund sjæl!
Bogens ret barske tema bliver meget fint kontrasteret af Alvins selvopholdelsesdrift i form af dyreillustrationer og lege med ord. For eksempel er han meget glad for at finde ord inde i andre ord – eksempelvis kan Alvin blandt andet blive til niv, av, avl og liv. Via hans lister og alternative tilgang til at bruge parenteser leger forfatteren med ordene, deres betydning og dybere mening, og samtidig udfordrer hun den gængse måde at skabe sætninger og sammenhænge på. I øvrigt er det Assels’ søn, Laurenz Rawashdeh, der har lavet bogens lidt naive illustrationer, som understøtter romanens dagbogspræg og tilfører en form for autenticitet til værket.