Mester Ester

Citat
”Det er uden tvivl blevet en vane for Ester: At mumle for sig selv, når mylderet bliver for overvældende, eller når hun er ked af det. Nogle ord, der som en trylleformular dæmper kaosset i hendes hoved. Ikke sådan at dette ritual helt gør det af med kaosset, men det holder det nede, så det bliver til at have med at gøre.”
”Mester Ester”, s. 18-19.

I 2019 udgav Kathrine Assels ”Mester Ester”, hvori man følger hovedpersonen Esters liv en enkelt dag. Det er faktisk nok til, at man lærer den finurlige pige – og hendes umulige omgivelser – rigtig godt at kende.

Ester bor i et cremefarvet hus med sine forældre, og der var en gang, hvor hendes far tog sig tid til at synge Mester Ester for hende, og de kunne ligge i sengen og hygge hele dagen. Men nu har han så travlt med at arbejde, at han ikke har tid til andet. Moren har også utrolig travlt – ikke mindst med at skynde på Ester. Hun forsøger at presse hende ind i et voksenskema med sin Ikeastemme og et æggeur, der skal få Ester til ikke at falde i staver eller få skæve indfald. Ester har ellers en evne til at få alting ud af ingenting. Hun maler med næseblod og samler på snart sagt hvad som helst – deriblandt tyggegummipapir og døde egern. Og denne morgen, hvor vi møder Ester, får hun nok af det cremefarvede og alle systemerne. Hun opdager nemlig, at moren har smidt hendes særlige knap – krigsknappen – ud, og det er dråben, der får Ester til at gå sin vej.

46484142

Bogen er delt i to. Morgen fra kl. 7:15, hvor hun vågner, og indtil 7:46, hvor hun på vej til tandlægen stiger ud af morens bil i et lyskryds i silende regn – uden at moren opdager det. Anden del udspiller sig på genbrugspladsen, hvor hun er sikker på, at krigsknappen er endt. På genbrugspladsen får hun selskab af en anden lidt utilpasset eksistens, hulemanden, og sammen bliver de enige om at finde fredsknappen i stedet.

”Mester Ester” er en både lun og barsk fortælling om at være et fantasifuldt barn med behov for nærhed i en verden af tidstyranni, regler og orden. Hun drømmer om en hverdag præget af tid, kærlighed og hygge – repræsenteret ved den sang, faren ikke længere har tid til at synge for hende –, og hun forsøger at finde sine måder at lukke af for sig selv og sin fantasi på for at passe bedre ind. For eksempel lærer moren hende at trykke på en fiktiv mørkeknap på hovedet, så alt bliver mørkt og roligt inde i hende. Selv har Ester fundet ud af, at det kan hjælpe at spise underlige ting for at udfylde hullet indeni eller at mumle (se citatet). Som en anden Pippi Langstrømpe må Ester vise det hele trods og søge svar på egen hånd i lossepladsens virvar.