Poesien er en genre, der lægger sig et sted mellem det talte sprog og det skrevne. Den er båret af en rytme eller en henvendelse, den er en undersøgelse af, hvordan sprog kan lyde. Sådan er det også for Molly Balsbys digte, der skriver sig ind i en tradition for vrede og anfægtede stemmer i poesien. Den første linje i bogen lyder: ”Jeg kommer her med min ponykrop/ skabt til at skabe.” (”Ponyprivilegiet”, s. 7). Det slår en tone an i bogen, som er meget direkte og ligefrem. Der tales, som man siger, lige ud af posen. Det betyder ikke, at der ikke også kan være plads til billedsprog, der ofte skaber et ryk i digtene. De flår en ud af det opfattede realplan og hen i noget andet, et andet og mere ustabilt rum. Sådan er det for eksempel, når der står: ”Lad dine øjenvipper vokse sig så lange som en sorg.” (s. 12).
Balsby skriver sig også ind i en tradition for specifikt vrede kvinder. Hun foretager en undersøgelse af den kvindelige vrede, hvordan den kan lyde, og hvordan den kan se ud. Vreden kan også komme fra et cute udtryk, som ponyen. Det bryder med nogle stereotype forestillinger om, hvad kvinden er og kan. Derfor må man også forstå det som ironisk, når der står skabt til at skabe, som citeret ovenfor. Stemmen både vrænger afvisende af det og forhandler det vilkår. Hvis man biologisk er betinget til at skabe liv, som kvindekroppen, forventes man også at gøre det. Men ponyen som figur fortæller os med sin unyttighed, at den ikke vil leve op til forventninger. Det kan også spores, når jeget har en drøm om at føde en kagemand og straks gå i panik og spise dens hoved, og så står der: ”Det er ikke en drøm om moderskab./ Det er en drøm om ustoppelig sult.” (”Ponyprivilegiet”, s. 27).
Temaerne i bogen om sorgen over den døde far og den brudte kærlighed er poetiske grundstoffer, som Balsby alligevel behandler med noget, der ofte kan betegnes som irritation eller frustration. Det alvorlige og det vrængende er begge til stede.