Ponyprivilegiet er hver gang nogen udnytter deres svagheder til en fordel.
Ponyprivilegiet er at kunne være cute og hardcore på samme tid.
(...)
Ponyprivilegiet er, når jeg sir: jeg har bare skrevet denne her lillebitte bog om heste.
Hyp hyp motherfuckers.
Hyp hyp!”
En pony er en lille hest, der ikke er nyttig at ride på for andre end små børn. Den er mere cute end stærk, men deri ligger en styrke. At fremstå nuttet, men være stærk. Sådan kunne en definition på ponyens privilegium lyde i Molly Balsbys debutdigtsamling ”Ponyprivilegiet” (2018).
”Ponyprivilegiet er hver gang nogen udnytter deres svagheder til en fordel.
Ponyprivilegiet er at kunne være cute og hardcore på samme tid.
Ponyprivilegiet er når jeg undskylder for mig selv og I godtager det, som om det er gyldigt.
Ponyprivilegiet er, når jeg sir: jeg har bare skrevet denne her lillebitte bog om heste.” (s. 7).
Sådan lyder det i det første digt, der slagkraftigt sætter en tone an for bogen. Der tales med en stemme, der henvender sig utroligt direkte og ofte aggressivt. Bogen falder i fire dele og handler om en fars død og et kærlighedsbrud. Selvom der hele tiden er en aggressiv og direkte henvendelse, er der også et blik indad på jegets egne privilegier, men ikke for at sige undskyld. Der er ofte uforsonlighed i stemmen. Først til sidst kommer et digt, der handler om taknemmelighed og kærlighed til ens venner, om at åbne sig for kærligheden.
På trods af denne udvikling er det ikke narrativt opbyggede digte, der er tale om. Snarere kan man sige, at digtene synes at være drevet af en følelse. Nogle gange er det billedtætte og voldsomme digte, der med en anfægtet energi presser sig fremad med et meget originalt billedsprog. For eksempel kan der stå: ”en kat ruller sig ud på hans tunge.” (s. 11). Andre gange er der en mere melankolsk eller lakonisk, næsten opgivende tone i digtene, som når der står: ”Jeg prostituerer mit hjerte./ Jeg elsker alle/ og ingen samtidigt.” (s. 45).
Jegets far er flyttet til Kenya, hvor nogle erindringsdigte også foregår, og der kan digtene få en mere dagbogsagtig og registrerende karakter, når der står: ”Jeg kørte i nattog fra Nairobi til Mombasa./ Stegte kyllingelår med branket skind fra et bulet blikfad.” (s. 20). Der er med andre ord plads til, at forskellige aspekter af stemmen kan vise sig og derved også undersøge sit eget privilegium som talende.