Baggrund

Citat
”El gav mig min løn i brune kuverter med mit navn skrevet på i skråskrift. Det var den laveste løn, jeg nogensinde havde fået, men jeg fik lov til at være tæt på hende og hendes børn, og hun fik hele situationen med kuverterne til at fremstå fornem og gammeldags.”

”På undersiden af dagen”, s. 45.

Den svenske forfatter Emeli Bergman er født i 1988 og opvokset på Øland i Østersøen. Lige som kvinden Anna i Bergmans roman ”På undersiden af dagen” blev hendes forældre skilt, da hun var teenager, og hendes bror døde ligeledes af en overdosis.

Da Emeli Bergman var 22, flyttede hun til Italien for at arbejde som au pair. Hun boede i Rom med sin kæreste og passede børn til kl. 16 hver dag, hvorefter hun skrev, læste og gik rundt i den store gamle by. Emeli Bergman fortæller i en podcast på forlaget Gutkind, at hun på det tidspunkt lige havde opdaget Inger Christensen og at det rykkede noget for hende. I Rom havde hun meget tid alene, læste gamle bøger, og drømmen om at skrive blev født. Hun sendte ansøgninger afsted til flere forfatterskoler og kom ind på Forfatterskolen i København, hvilket var en drøm, der gik i opfyldelse: ”Jeg havde ikke drømt om, at man kunne tage det så alvorligt at skrive. Det gav mig en udsigt til et nyt liv som skrivende. Jeg skulle ikke længere tvinge mig selv til at tage en kedelig uddannelse.” (Gutkind Podcast # 17: På undersiden af dagen. Gutkind.dk, 2021-10-15). De tre tekster, hun havde med i Forfatterskolens afgangsantologi i 2014, ”Tennis”, ”Axel” og ”Sommaren”, er skrevet på svensk og en af dem, ”Tennis” optræder i en dansk version i Bergmans debut, novellesamlingen ”Salt” fra 2017. I 2021 udgav Emeli Bergman romanen ”På undersiden af dagen”, som hun skrev på svensk, og da den blev antaget på forlaget, skrev hun den igen på dansk. Romanen er nomineret til Montanas Litteraturpris og Politikens Litteraturpris.

Bergman har haft tekster i Hvedekorn, Trappe Tusind og Kulturo og det svenske litteraturtidsskrift Addenda og har været med til at oversætte Birgitta Trotzigs ”Anima” og Stig Larssons ”Autisterne”. Sammen med forfatterkollegerne Luka Holmegaard og Andreas Eckhardt Læssøe står Emeli Bergman bag litteraturpodcasten Bølgerne.

I dag er Emeli Bergman bosat i København, hvor hun bor med sin søn.