Der er flere lighedstræk mellem Emeli Bergmans forfatterskab og Lotte Kirkebys. Kirkeby tager i sine debutnoveller i ”Jubilæum” fra 2016 store emner som tab, død og skilsmisse op på en lavmælt og udramatisk måde fuld af hverdage og med fokus på familierelationer, som Bergman også gør det i sine debutnoveller. I sin roman fra 2016, ”De nærmeste”, går Kirkeby også tæt på relationer mellem søskende og de roller, man indtager i en familie.
I et interview med Politiken nævner Emeli Bergman tre romaner om hjemmet, der har gjort indtryk på hende: Jamaica Kinkaids ”Lucy” (1990), Charlotte Brontës ”Jane Eyre” (1847) og ”En skøn alder” af Kiley Reid (2019) (Birgitte Kjær: ”Babysitteren giver omsorg fra morgen til aften. Til gengæld får hun en lav løn”. Politiken, 2021-09-18).
I en podcast på forlaget Gutkind fortæller Emeli Bergman om Jamaica Kinkaids ”Lucy”: ”Jeg opdagede Kincaids forfatterskab, mens jeg skrev på ”På undersiden af dagen”, og det har betydet enormt meget for mig. ”Lucy” er også en babysitterroman. Hun arbejder godt nok kun for en familie. Den er fantastisk og sprogligt inspirerende, no bullshit-agtig. Hun har simpelthen en så selvsikker tone, som alligevel ikke skjuler smerte – så kan det ikke blive bedre.” (Gutkind Podcast # 17: På undersiden af dagen. Gutkind.dk, 2021-10-15).
I sin anmeldelse af ”Salt” skriver anmelder Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen om nogle litterære slægtsskaber: ”… ambitionen kan minde lidt om det afdæmpede (og poetiske) hos andre af de yngre prosaister, Pernille Abd-El Dayem, Ida Holmegaard og Hannah Lutz f.eks., der med en form for ny stilfærdighed har efterfulgt den generation af mere spektakulær og individuelt særegen stil, som digtere som f.eks. Theis Ørntoft, Olga Ravn og Morten Chemnitz i ét perspektiv kan siges at repræsentere.” (Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen: Sproget er for udramatisk og stift hos debutforfatter. Politiken, 2017-05-15).