I både sin debut ”Salt” og i sin roman ”På undersiden af dagen” retter Emeli Bergman blikket mod relationer mellem mennesker og undersøger ubalancerne, magtforholdene og den altid komplekse kærlighed. Særligt begrebet familie gøres til genstandsfelt, for hvad er det? Romanfortælleren Annas egen familie er gået i opløsning efter skilsmisse og hendes brors død, så hun opsøger andre familier for at genskabe et familieliv. Det gør hun som au pair, hvor hun får løn for at være del af familien. Hun får et sjældent indblik i de strukturer, forældre og børn interagerer inden for, da hun ser familierne indefra, og de lykkelige forestillinger om parforhold, forældreskab, barndom og seksualitet afmonteres hos Bergman. For Anna er det en mail fra blodbanken, der får hende til at rejse hjem, og ikke blodets bånd.
Den underliggende politiske dimension i ”På undersiden af dagen” spørger til, hvad prisen for omsorg er og om man kan retfærdiggøre at ansætte andre mennesker til at udføre kærlighedsarbejde. Flere af de beskrevne kvinder føler sig hævet over at lave husarbejde og dermed også over det menneske, der så udfører det, og kan man så overhovedet opretholde en ligeværdig relation? Emeli Bergman fortæller i en podcast om de ekstremt ringe vilkår for au pairs – eller moderne tjenestepiger, som hun kalder dem – med vilde arbejdstider, dårlig løn og usikre vilkår og om, at de mangler tydelige rettigheder. Ved at lade Anna arbejde som au pair til hun selv er voksen er også et opgør med den normative forventning om et liv, fortæller Emeli Bergman: ”Det er også en slags revolte mod sandheden om, at man skal få sig en uddannelse, få sin egen familie, og at man kun skal give al omsorg til sin egen familie og sine egne børn, så man selv høster frugterne af det, når man bliver ældre. Det går Anna ikke med til, og det synes jeg egentlig er ret fint. Det er også en måde at leve sit liv anderledes på.« (Birgitte Kjær: ”Babysitteren giver omsorg fra morgen til aften. Til gengæld får hun en lav løn”. Politiken, 2021-09-18).
Både i novellerne og i romanen er sorg et påtrængende tema, for hvad gør den ved en? Man kan ikke flygte fra den og den sætter sig i sproget. Emeli Bergman fortæller i en podcast om sorg som hæmsko: ”Det er spændende i forhold til at være ansat i familie, for det bygger på, at man ikke kommer med sine egne traumer. Familien som institution er, at man skal kunne komme med det, man er. Det skal være skåret væk, hvis man arbejdet som au pair eller babysitter. Hvem vil have en traumatiseret babysitter? Det er en forventning om, at ens fortid ikke er der.” (Gutkind Podcast # 17: På undersiden af dagen. Gutkind.dk, 2021-10-15).
Sprogligt skriver Bergman med mange associationer og lange metaforer i et poetisk og meget sanseligt sprog. Opmærksomheden er rettet mod såvel de rum og mennesker, fortælleren er iblandt, som mod de erindringer, der trænger sig på. De indre og ydre rum fletter sig næsten umærkeligt sammen i et nærværende sprog, der fremmaner nogle meget tydelige stemninger og karaktertegninger.