I 2017 udgav Emeli Bergman novellesamlingen ”Salt” (”Salt”, 2017), hvis ni noveller kredser om en række af de tab, fortællingernes unge kvinder oplever. I åbningsnovellen ”Artefakt” er en ung kvinde på arkæologisk udgravning på Sicilien, og hendes kæreste har netop slået op med hende. I pauserne fra det varme udgravningsarbejde tager hun den ene graviditetstest efter den anden, som for at holde på ham eller det, der var.
Novellerne skifter mellem at være fortalt i første- og tredjeperson, men fælles for dem er en ekstremt fintfølende sanselighed over for krop og omverden. Karaktererne registrerer, hvordan blodårer farver brysthuden i en graviditets første måneder, hvordan temperaturen på marmor opleves, hvordan lyset falder ind ad et vindue, og hvordan det føles at presse sin nøgne overkrop mod en varm stenmur.
53053416
Kroppene er så tæt vævede sammen med verden, at skellet mellem dem af og til synes at udviskes, som når blodet bliver ved med at løbe i ”Tennis” eller hjemmeabortens lillebitte foster bløder ud i ”Salt”. I novellen ”Flyve” er fortælleren så langt inde i en erindring om sin døde søster, at lufthavnen omkring hende næsten forsvinder. I ”Ude af Rom” er veninden Sara optaget af de historiske slag, mens Inger mest tænker på, om soldaterne var tørre i munden og på hestenes hjerterytme. Hendes indgang til verden går altid gennem kroppen og sansningerne.
Geografisk foregår teksterne på Öland i Sverige, i Rom, i København og på Sicilien, lige som flere karakterer og episoder går igen. Ofte er det et overklassemiljø med tennis, store Audier og generelt overskud, karaktererne færdes i, og det gør novellernes lidt urovækkende stemning endnu mere uhyggelig.
Teksterne er skrevet uden anførselstegn og uden tydelige markører af de mange tidslige skift, der sker i form af erindringer og associationer. I et lyrisk sprog optræder stemningsfulde fragmenter af verden, løsrevne som de potteskår, fortælleren finder på Sicilien (eller: hun graver ikke noget frem selv, men hugger et af de andres fund), og der er en optagethed af biler og af planter og blomster.
Saltbalancen i Østersøen gør, at man kan have øjnene åbne under vandet, som der står i bogen. Emeli Bergman lader os se alt det, der ligger under overfladen, ikke mindst lysets brydninger.