Katinka Bjerregaard skriver sig med ”Klump” ind i en samtidig strømning af værker, der handler om at have en (til tider besværlig) krop, om at blive mor, om psykisk sårbarhed, om at være kvinde.
I 2023 turnerede Katinka Bjerregaard med kropsshowet ”Vores kroppe – det smukke skrammel” sammen med digter Caspar Eric. Eric har i sit forfatterskab og ikke mindst i handicapdigtene i ”Nye balancer” fra 2023 skrevet om at have en krop med cerebral parese og om de altid ulige vilkår, en ikke-normativ krop fører med sig.
Luka Holmegaard har med et andet fokus skrevet om kroppen og dens forandringer. I ”Havet i munden” fra 2023 fremskriver hen et digterjeg, der tager testosteron og mærker stemmen og energiniveauet ændre sig; hormonerne gør kroppen ny.
I forhold til at skrive om moderskab – og bryster – er det oplagt at kigge til Olga Ravn. Hendes digtsamling ”Jeg æder mig selv som lyng” (2012) er optaget af brysters kirtler og fysiognomi og af al den merbetydning bryster har og får i relation til andre. I Ravns roman ”Mit arbejde” fra 2020 er fortælleren Anna blevet mor, hvilket vender op og ned på hendes selvforståelse, hendes relation til barnets far og til hendes krop.
Selv nævner Katinka Bjerregaard de danske forfattere Bjørn Rasmussen, Cecilie Lind og Asta Olivia Nordenhof som nogle, hun holder af at læse: ”For mig kan de betragtes som en slags hybridforfattere. De blander alle mulige genrer, digte, sangtekster, alt muligt. De gør op med opfattelsen af, at poesi kun er for nørder, at poesi skal være på en helt bestemt måde. Det kan jeg godt lide.” (Kasper Schütt-Jensen: »Jeg er bange for, at folk skal grine af mig og sige: ”Dig? Forfatter? Luk dog røven”«. Jyllands-Posten, 2023-03-04). Bjørn Rasmussen har skrevet meget om krop og hud og et skrøbeligt sind, Cecilie Lind om fødsel og moderskab i ”Mit barn” (2019), og hos Asta Olivia Nordenhof er krop og selvfortælling ofte til forhandling.