Med sin ordknappe stil ligner Ane Bjørn forfatteren Rebecca Bach-Lauritsen. Hun debuterede i 2011 med den prisvindende ”Veronika lyder som harmonika”, hvor en pige skal falde til i en ny klasse, og hun har også udgivet bl.a. ”Det meget meget MEGET farlige monster” fra 2020, hvor et stort monster er frustreret over, at en dreng ikke er bange for ham. Da monsteret sluger drengen, viser det sig, at monsteret indeholder en hyggelig stue nede i maven, og det er grunden til, at monsteret ikke virker skræmmende. Børnebogen illustrerer følelser som at være vred og at være bange, og den gør fantasien til en levende del af vores virkelighed – ligesom Ane Bjørn gør det i sine bøger.
I Ane Bjørns ”Påfugl” hedder den lille dreng, der gerne vil klædes ud som påfugl til fastelavn, Momo. Det er traditionelt set et pigenavn, og det er samtidig kendt fra Michael Endes fantasyroman ”Momo” (1993), der handler om en pige, der bor i teaterruiner og forsøger at kæmpe imod tidsrøverne. Tidsrøverne vil gerne effektivisere samfundet, hvorimod Momo har tid til at lytte til byens borgere, og på den vis er romanen en kritik af det moderne, forhastede samfund. Også Ane Bjørns bøger rummer en samfundskritisk vinkel. Hendes mest kritiske – og mest barske – billedfortælling er ”Trylleblik”, der er en ubarmhjertig skildring af den flugt fra krig og ruiner, som mange mennesker i hele verden må foretage.
Ane Bjørns særlige illustrationsstil, der ofte giver sig til udtryk i enkle – næsten naive – tegninger af især ansigter, kan godt lede tankerne hen på Antoine de Saint Exupérys klassiker ”Den lille prins”, der blev oversat til dansk i 1950. I bogen fortæller en mand, om dengang han mødte en lille (fantasi)dreng, da manden var styrtet ned med sin flyver i en ørken. Også de Saint Exupéry tegnede udtryksfulde, enkle og næsten tegneserie-stribe-lignende ansigter, og begge forfattere rammer en almenmenneskelig dyb sandhed med deres poetiske bøger om livets store følelser.