Et stort tema i Ane Bjørns illustrerede fortællinger er forsøget på at matche ens indre med ens ydre. Med andre ord at udtrykke ens følelser – og kunne slippe dem igen – og kunne give udtryk for behovet for at skille sig ud og være tro mod sig selv. Et andet stort tema er børns ukuelige fantasi og muligheden for at drømme sig væk fra virkelighedens ubehag med fantasiens hjælp.
Hendes bøger henvender sig til børn og til oplæsning, men mange af historierne kan alene ud fra billedsiden formidle en fortælling, og illustrationerne viser – som i ”Bjørnebarn”, hvor Gros tristhed på en enkelt tegnet side vokser og antager en vred bjørneform – handlingsforløbet, så børn forstår selv uden at kunne læse ordene.
Både ”Bjørnebarn” og ”Påfugl” anvender natur og dyr som en hjælp til at kunne tale om og forstå ens følelser. Det dyriske har mange udtryk hos Ane Bjørn, og naturen er ofte kædet sammen med fantasiens muligheder. I ”Trylleblik” ser den navnløse fortæller et lyserødt blomstrende kirsebærtræ midt i ruiner, solnedgangen lyser i smukke nuancer, mens hendes by er ødelagt, og da familien flygter fra det hele, er græsset og bjergene pludseligt grønne – i pigens fantasi. Selv har Ane Bjørn udtalt om ”Trylleblik”: ”Trylleblik kan udspille sig i 2020 og i 1944 og i 1990 og foregå på Balkan eller i Myanmar eller Polen. Når det er sagt, så skal det ikke være nogen hemmelighed, at det særligt er krigen i Syrien og de seneste års store flygtninge- og migrantstrømme, der satte historien i gang og inspirerede mig til at fortælle den her desværre evigt aktuelle historie.” (Gutkind: Interview med Ane Bjørn – At se verdens gru med trylleblik. Gutkind Forlag, 2021-05-27).
Med andre ord er ”Trylleblik” en bog for børn om noget af det sværeste at tale om: Krig, tab og tabte drømme – men også fantasiens mulighed for at abstrahere fra gruen og vende blikket mod håbet og kærligheden.