Med mit trylleblik kan jeg se grønne marker og frie fugle og åbne veje forude.
Jeg kan se et højt slot med gyldne søjler og bløde, grønne tæpper. Jeg kan se mors varme favn, og bedstemors kinder, der gløder.”
Ane Bjørn udgav ”Trylleblik” i 2021, og det er en bog fuld af kontraster. Bogens første sider er sart lyserøde og fyldt med blomster, men da historien om en navnløs pige starter, er sideopslaget holdt i dystert skraveret sort/hvid. Man ser en pige bagfra, og hun er i gang med at hænge ødelagt pynt op i en faldefærdig vinduesniche. Tekstsiden lyder: ”Vidste du, at hvis man lukker det ene øje og dækker for det med to fingre, så får man trylleblik?” (s. 2).
Med andre ord taler den navnløse pige direkte til læserens ’du’, og hun indlemmer læseren i hemmeligheden om trylleblikket.
39144956
Pigen har lært tricket med at holde sig for det ene øje fra sin bedstemor, og sammen får de fantasien og farverne til at leve et sted, der er præget af murbrokker og dårligdom. Uden at det siges direkte, aner man, at der er en krig i gang i pigens land, og sammen med sin familie bestående af far, mor, bror, hund og bedstemor flygter pigen først på ladet af en bil og derefter i en overfyldt primitiv båd gennem oprørt hav. I båden bruger pigen sit trick og kan pludselig se havfruer i det farlige hav, og bag hende ser man moren klemme bedstemorens sjal, efter bedstemoren selv har været syg. Da båden kommer frem, er ikke alle familiens medlemmer med, men pigen hjælper sin lillebror til at se ”skønhed, lys og håb” (s. 20), og da familien til sidst kommer frem til en by, der ligner deres egen – men uden ødelagte bygninger – så sidder bedstemoren og moren ved et cafébord og lyser i fantasiens farver.
”Trylleblik” er en af Ane Bjørns mest ordknappe bøger, og samtidig er den sørgelige historie en af de mest stærke. Kontrasten mellem den levende indre verden og den grå ydre verden er illustreret gennem brugen af farver holdt især i grønblå og gulrøde nuancer, og illustrationerne fylder hele siden ud. Temaet er flugt, krig, tab og eskapisme – og det på en måde, så historien antager en tidløs almenmenneskelig karakter. Ane Bjørn blev shortlistet til Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris 2021 for ”Trylleblik”.