”Jeg går ned ad Strøget, ned mod Kultorvet, og jeg burde helt klart ikke gå ind til centrum en dag, hvor jeg har det sådan her, det er ikke godt, hverken for mig eller samfundet: En af os kunne komme slemt til skade.”
Birgithe med th, s. 21.
Birgithe er et menneske, der tror på omsorg, anstændighed og medmenneskelighed, og som derfor let forarges, når hun er vidne til, hvad hun opfatter som mangel på samme. Hun rager uklar på jobbet, retter på unge mennesker i køen i supermarkedet og støder ofte mennesker omkring sig. Birgithe er nemlig ikke typen, der vender ryggen til, når hun oplever uretfærdighed – hun siger sin mening – også når den er uønsket eller ubekvem. Vi får i løbet af de tolv dage indblik i Birgithe og Leas barndom med en mor, der hellere ville være veninde end mor, hvilket gjorde Birgithe til den voksne i familien og som har ført til et kompliceret forhold med Lea, der som en konsekvens har følt sig udelukket og mislykket. Romanen er kort og stramt komponeret med meget dialog – både indre og ydre. Den er skrevet i en humoristisk tone med en underliggende alvor. Gennem sin hovedperson giver romanen en karakteristik af det moderne samfund – et samfund, hvor man giver urolige elever ”skolepillen” (ADHD-medicin), og hvor man har vænnet sig til at gå forbi hjemløse på gaden. Ligesom Vibeke i ”Bjørnen” opholder Birgithe sig i selvvalgt isolation fra familien, hvor hun gennemlever en livskrise. Begge romaner er del af en planlagt serie på fire bøger med kvindelige hovedpersoner, der får lov at give udtryk for deres følelser, også den ellers ofte undertrykte følelse: vrede.
