”min far er fra nordkorea og min mor er fra syd./ jeg får navnet kim, nam sook./ på kinesisk er kim guld, på dansk er kim spire, anlæg, ansats, arveanlæg, begyndelse, frø, oprindelse.”
”do”, s. 10.
Flere af digtene i ”do” er beskrivelser af fotografier fra et familiealbum, f.eks. bryllupsportrætter. Digtet ”før rejsen” er en ekfrase, dvs. at digtet sprogligt formidler og fortolker et visuelt billede, almindeligvis vil det være et maleri. Her er det et fotografi af Eva i Seoul, kort før hun i 1975 rejser til Danmark. I et nøgternt sprog beskrives, hvordan den biologiske mor holder den lille Eva, hvis ansigtsudtryk er sammenbidt, munden er en tynd streg i ansigtet.
Spejlingen er en teknik, Tind bruger flittigt. Forskellige tekster, tegninger og billeder sidestilles, så de, når de står overfor hinanden, skaber flere og nye betydninger. Tind klippe-klistrer tekster, hun ikke selv har skrevet, ind mellem sine barndomsminder. Hun omskriver ordbogsopslag, hun kopierer folkesange og opskrifter på traditionelle koreanske og danske madretter f.eks. hundesuppe og grisetæer. I listerne over koreanske og danske dyrelyde er forskellen på en kos muh og um-mæ ret komisk. Men også sorg og smerte er i spil. Tydeligst i de breve, Eva modtager fra sin biologiske søster, hvori deres fælles fars død berettes på et gebrokkent engelsk.
”do” myldrer med kontraster: mellem det muntre og det triste, barndom og voksenlivet, billede og tekst, mellem den koreanske og danske kultur. Forskelle er da også en vigtig del af Eva Tinds univers. Om sin arbejdsmetode har hun i et interview fortalt: ”Mit eneste princip var, at elementerne i bogen skulle relatere sig til det danske og koreanske.” (Mirian Due Steffensen: Jeg kan blive overrasket over at se mig selv i spejlet. Information, 2009-09-16).
