Emneord:

Foder til høns

189 siderUdgivet: 2026

    Skrevet af
    • november 2026
      Marie Hauge Lykkegaard
      cand.mag.

    Intro

    I et lille øsamfund bestående af mennesker, spøgelser og en talende porcelænsfigur følger vi et trekantsdrama. Årstiderne skifter, og et bryllup nærmer sig i Feline Kambers debutroman ”Foder til høns”. Feline Kambers debutroman ”Foder til høns” fra 2026 foregår på en fiktiv Vadehavsø i, hvad der kunne være sidste halvdel af 1800-tallet. Hovedfortælleren Rakel bor sammen med sin mor og søsteren Inger. I huset er også broren Joel, som kom hjem fra havet i en kiste. Han blev begravet på menneskenes kirkegård, men vendte siden tilbage til familien som et spøgelse. Nu ligger han inde i stuen og hoster blod op. Indimellem bevæger han sig også udenfor, blandt andet til bal i forsamlingshuset. På kommoden i stuen står porcelænsfiguren Munken, som ofte bliver levende og følger med Rakel rundt på øen. Inger skal giftes med tækkemandens søn Frode, men det er Rakel, der mødes med Frode i hønsehuset hver nat. Vi følger livets gang på øen over en sommer, en vinter og en sommer mere frem til brylluppet, der skal stå ”inden lyngen er blomstret af to gange” (s. 8). Romanen er en kollektivfortælling, hvor vi på skift følger forskellige jeg-fortællere. De fleste afsnit er fortalt af Rakel, men Munken har også en stemme, og det samme har Inger, veninden Rita og i et enkelt flashback også Joel.

    ”Mændene byder os unge fra kvindebordet op til dans. Frode lægger hånden på Ingers talje. Hun står med ryggen til mig, han ser mig i øjnene. Jeg kunne dø for hans grådige blik. Vi skal mødes i hønsehuset senere.”

    ”Foder til høns”, s. 27.

    ”Foder til høns” er både en roman om drifter og ulykkelig kærlighed og en horrorfortælling, hvor de døde er levende, og hvor dæmonerne færdes frit blandt mennesker og dyr. Ofte bliver det naturlige selv dæmonisk – som når slimede snegle bobler op af vasken i så voldsomme mængder, at det virker som et varsel. 

    Natur fylder i det hele taget meget i bogen. Både i den forstand, at det er solens lys, pæretræets frugter og lyngens blomster, der fortæller, hvor vi er i året. Men også kroppens natur fylder meget på siderne. Pis, blod, strimler af hud, der trækkes af en fod, for at nævne nogle eksempler. Sproget er sansemættet med indgående beskrivelser af det ulækre, det smukke og det overnaturlige, som skrives ind som en helt normal del af landsbylivet. Som her: ”Rakel sidder og pisser mellem birketræerne ved lokumsskuret. Gul damp står op omkring hende, solen bryder frem over spøgelsesmarsken” (s. 31). Romanen tegner et billede af et samfund, hvor det forklarlige og det uforklarlige går hånd i hånd.

    Opdag andre bøger