Emneord:

Jeg æder mig selv som lyng

Olga Ravn

71 siderUdgivet: 2012

Lån på biblioteket

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., september 2023
Anne Vindum
cand.mag., 2020

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., 2012

I 2012 udkom Olga Ravns debut, digtsamlingen ”Jeg æder mig selv som lyng” med undertitlen eller genrebetegnelsen Pigesind. ”Pigesind” er også titlen på Tove Ditlevsens debutdigtsamling fra 1939, der ligger som en art forlæg for ”Jeg æder mig selv som lyng”. Bogens forside forestiller – viser det sig under læsningen – et bryst uden hud og brystvorte og med mælkekirtlerne fyldt op af rød voks. Det er en planche fra Sir Astley Coopers ”On the Anatomy of the Breast” fra 1840; et værk, der har en central plads i digtsamlingen, konkret og tematisk.

”(…) fordi kvinden ikke er en sø, fordi kvinden ikke er kvinden eller ikkekvinden og fordi manden ikke er, fordi overskridelsen af kønnet i teksten ikke er nok, fordi at tilbagevinde kroppen i teksten ikke er nok, fordi kroppen findes.”

"Jeg æder mig selv som lyng", s. 15.

Brystet er et gennemgående motiv og undersøges som naturlig kropsdel, begærsobjekt, moderbryst og videnskabeligt undersøgelsesmateriale. Et af bogens ni afsnit hedder med et citat fra Coopers værk ”Front is matter” og går i kødet på Coopers videnskabelige undersøgelse af brystet og kroppen og hans forsknings betydning for fortælleren. Hun får en abort, der ikke kunne have været gennemført uden netop de anatomiske opdagelser, Cooper gjorde 170 år tidligere. Ravn optegner bestanddelene i et kvindebryst og finder de samme i et mandebryst og ender refleksionen hos forskellige yverbærende dyr. Brystet er her ren funktion reduceret til kirtler, celler, bindevæv og fedt og i skarp kontrast til andre af samlingens tekster, hvor brystet og kvindekroppen er mål for et udefrakommende blik.

Teksterne kredser om at være pige, blive kvinde og have en krop – og komme overens med denne krop, som man ikke kan krænge sig ud af. Man må som kvinde leve med både ”ARTIGHEDEN OG LYSTEN” (s. 48).

Billedskabelsen udgår fra en optagethed af former og materialer, farver og lys. Sproget i samlingen er mange steder båret af dets lydlige kvaliteter, allitterationer og messende gentagelser; der optræder selvopfundne ord, og sproget bliver til et rum, fortælleren kan gå ind i for at udforske kønnet, kroppen og erindringen.

Titlen opsummerer flere af samlingens kendetegn: et jeg er også et mig (med en sulten krop), at æde sig ind på sig selv og hinanden, kroppen som udgangspunkt for levet liv og lyng som billede på den natur, der er referenceramme for mange af digtene. Hav, lys, strand og græs spejler individet.

I et interview har Olga Ravn forbundet digtningen med at formidle det kropslige ubehag: ”Den kropslige erfaring er dér, hvor det private rum bliver konkret. Med alt det lort, kroppen går og laver. Også i bogstaveligste forstand.” (Johannes Henriksen: At skrive om ubehaget ved at være sig selv. Information, 2012-01-12).

Med reference til Tove Ditlevsen har Olga Ravn tilføjet et originalt kapitel til den evigaktuelle føljeton om Pigesind.

Olga Ravn

Olga Ravn skriver uprætentiøst om at have fået tildelt en krop, som man skal (lære at) leve i. I poesi og prosa går hun i kødet på kærligheden, sproget, naturen og komplicerede relationer og unders...

Læs hele forfatterportrættet