Tove-feber
Foto: Lars Brygmann og Paprika Steen i Folketeatrets opsætning "Toves værelse" af Jakob Weis. Thomas Petri, via Wikimedia Commons

Tove-feber

Intro

Tove Ditlevsen er blevet verdensberømt – igen. Mere end 50 år efter sin død har den danske forfatter fået et stort internationalt gennembrud. Hendes bøger bliver genudgivet og oversat, og især København-trilogien har begejstret læsere og anmeldere i både USA og Storbritannien. Fra barndommens gader på Vesterbro til voksenlivets stormfulde ægteskaber og kamp med afhængighed skriver Ditlevsen med en rå ærlighed, der stadig rammer læserne. Hendes fortællinger om kærlighed, ensomhed og længslen efter at høre til har gjort hende til en litterær stjerne for en helt ny generation. Vi har samlet en række forfattere, der er inspireret af Tove Ditlevsen.

Jeg æder mig selv som lyng

Olga Ravn har redigeret og udvalgt teksterne til udgivelsen ”Jeg ville være enke og jeg ville være digter”, og hendes eget forfatterskab har også en tæt tilknytning til Tove Ditlevsen. Hendes debutdigtsamling ”Jeg æder mig selv som lyng” har undertitlen Pigesind, og Olga Ravn siger selv om bogen: ”Måske kan man sige, at min bog er en nyfortolkning af, hvad både pigesind og poesi kan være i dag. Men den er også sin egen, inklusive et nik til Tove Ditlevsen.”

Min mor siger

”Min læge ser forskrækket ud da han næste formiddag betragter mit ansigt. Det er værst med næsen, siger jeg. Min stemme lyder nasal. Han rører lidt ved den og mener at den er brækket. Han siger at smerten sandsynligvis skyldes et slag på min næses rod. Eller den bankende rytme i alt hvad jeg længes imod, siger jeg.” Fortælleren i Stine Pilgaards roman tænker meget - og højt - i populærkulturelle referencer, og således dumper en verslinje fra Tove Ditlevsens ”Barndommens gade” helt naturligt ind i hendes lægebesøg i ”Min mor siger”.

Jeg ved ikke om den slags tanker er normale

Lone Hørslevs skilsmissedigte har et indgangscitat fra Tove Ditlevsen, og undervejs i teksten er der referencer til både personen Tove Ditlevsen og hendes tekster. Der står f.eks.: ”Jeg ville gerne have kendt Tove Ditlevsen. Vi kunne have været slyngveninder, tror jeg, været misbrugskonsulenter i hinandens liv, vi kunne have gået på ”hjertets øde, dunkler stier sammen,” og de bekendende digte er med det nære udgangspunkt i børn, mænd og skilsmisse tæt beslægtet med Tove Ditlevsens værk.

Temaer

Sygdom i litteraturen

Tove Ditlevsen har skrevet flere af sine sene romaner, mens hun var indlagt på psykiatrisk afdeling, og psykisk sygdom skildres i flere af hendes bøger, særligt i romanen ”Ansigterne”. I temaet om Sygdom i litteraturen er der et udvalg af litterære værker, der skildrer psykisk og fysisk sygdom set indefra eller udefra.

Ensomhed i litteraturen

En længselsfuld ensomhed fulgte Tove Ditlevsen gennem hele hendes liv og forfatterskab. Ensomhed er et vilkår for det læsende og skrivende menneske, her er et lille udpluk af den enorme ensomhedslitteratur samlet.

Perioder

Mellemkrigstiden

I mellemkrigstiden skete en opblomstring af litteratur fra den ”lille” mand eller kvinde. Tove Ditlevsen skrev om sin fattige opvækst på Vesterbro og om at være mor og vaske gulv; Harald Herdal skrev om usle kår i baggårdene; Hans Kirk om fattige fiskere i kollektivromanen ”Fiskerne”.