Krigere uden våben

Modsætningen mellem en ung digter, der befinder sig midt i en menneskelig spiren og krigens destruktive kræfter, er udtalt i ”Krigere uden Vaaben". Et digt som ”Foraarets Horisont” indfanger i fire linjer den unge mands rene livsfølelse: ”Verden er vaad og lys – / Himlen er tung af væde … / Hjertet er tungt af Lykke, / lykkeligt nær ved at græde.” Digtet er et udtryk for den unges glæde, der udspringer af en følsomhed, der gør, at glæden dog hurtigt kan slå over i sin ligeså rene modsætning. Hjertet er tungt, men af lykke. Det er nær ved at græde, men af lykke. Det centrale er her, at følelsen rummer en ungdommelig renhed. Et enten eller, som kan ses som resultat af en endnu uspoleret naivitet hos det implicitte, lyriske jeg. Den samme dybde og renhed i følelsen og kærligheden går igen i samlingens næste digt ”Ind i en Stjerne –.” Det slutter af med ordene: ”Natten tager alle Ting nær. / Der er klingende / tomt i det fjerne. / – – Vi gaar med hinanden i Haanden / ind i en Stjerne”.

Mere komplekst og dystert er samlingens lange åbningsdigt ”Riget af Tusind Aar,” som Morten Nielsen arbejdede på i lang tid, før det fandt sin endelige form. Her møder vi hans generation af unge, der blev ”hadske og blege” ”– Mænd på atten Aar, / Krigere uden Vaaben / og saarede uden sår.” Morten Nielsen vedblev desværre ikke selv at være en såret uden sår. Men han var en kriger uden andre våben til at forsvare sig med end ordet. De usynlige sår kom til udtryk hos en af Mortens kammerater, der blev indlagt på et sindssygehospital og er hovedpersonen i digtet. Om ham hedder det: ”Han havde talt med Kristus. / ”Tusindaarsriget skal komme. / Aaret af Hævn og Rædsel / er endelig omme. […] De tog forsigtigt omkring ham / og følte hans Febers Varme. / Og saa var der rolige Mænd, / der greb om hans spinkle Arme. / Men hans spændte Krop var ustyrlig, / og han skreg med en fremmed Stemme. / Han kaldtes ved Navn af nogen, / da de tøjred hans Arme med Remme.” Hvor Morten Nielsen kan skrive i en naiv tone, rummer et digt som ”Riget af tusind Aar” tidens kompleksitet og mørke. Krigen bragte ikke blot fysisk død og ødelæggelse med sig. Den skar lange dybe sår i sjælene hos menneskene. Sår som efterlod sig lysende ar, der kom til at præge hele Morten Nielsens generation og ikke mindst hans generation af digtere. Med forfatteren Bjarne Nielsen Brovsts ord hedder det, at de, der modsat Morten Nielsen, undgik døden, levede videre med en skygge i sjælen. Denne skygge i sjælen blev til den kultur- og civilisationskritiske tone man kender fra andre jævnaldrende digtere som f.eks. Ole Sarvig.