På mange måder samler Deborah Levys ”My Year in Paris With Gertrude Stein” (2026, ”Mit år i Paris med Gertrude Stein”, 2026) op, der hvor erindringstrilogien sluttede. Godt nok har den genrebetegnelsen roman, men det er mere en gråzone, hvor nonfiktionen har lånt lidt klæder fra fiktionen. Der er i lige så høj grad som i erindringstrilogien tale om en blandingsgenre, hvor rejseberetningen, essayet og det selvbiografiske smelter sammen.
Fortælleren er flyttet til Paris for at skrive et essay om Gertrude Stein. Stein var selv en tilflytter til byen, fra Amerika, og blev venner med en lang række kunstnere, deriblandt Picasso og Hemingway. Hendes lejlighed blev med hendes saloner et samlingspunkt for mange af de vigtigste kunstnere i den periode i Paris. Og Steins egne tekster blev vigtige for det tyvende århundredes modernitet. Hun var ekstremt optaget af sætninger og grammatik og verber og opfindsom og formelt eksperimenterende litteratur. Steins genrenedbrydende prosa er noget af det, der får det biografiske arbejde til at gå i hårdknude for fortælleren i Levys roman, for hvordan nærme sig dette stof, når det virker omsonst at tilgå det på en alt for ligetil måde.
”Ærligt talt ville jeg, med få undtagelser, have foretrukket at tale med konerne. Jeg tror ikke på at der findes egentlig smalltalk. Konerne ville sandsynligvis have stillet mig spørgsmål om mit eget liv, og jeg er fuldt ud interesseret i deres liv. Især i Madame Cézanne, Hortense Fiquet, Paul Cézannes kone, som hver aften i timevis læste digte af Baudelaire højt for sin søvnløse mand for at hjælpe ham med at falde i søvn.”
”Mit år i Paris med Gertrude Stein”, s. 48.
Fortælleren får to nye venner. Fanny arbejder i finanssektoren, er sexet og chic og har et poly-forhold til to kvinder. Eva er blændende smuk og har et langdistanceforhold til en ægtemand, som mest udspiller sig via Facetime. Sammen snakker de om liv og kunst og kærlighed og meget om Gertrude Stein.
Romanen finder sted i løbet af en måned, november 2024, hvor det verdenspolitiske bagtæppe trænger sig på. Donald Trump bliver genvalgt, og krigene udspiller sig på fortællerens telefon. Gertrude Stein, siger fortælleren, ville i begyndelsen af det 20. århundrede slå det 19. århundrede ihjel, og som sådan er hun en spændende figur for det 21. århundrede, der åbenbart er ude på at slå sig selv ihjel. Levy fletter, som sædvanlig fristes man til at sige, det essayistiske ind i det flanerende med en imponerende skriftlig lethed.
Deborah Levy
Den sydafrikansk-britiske forfatter Deborah Levy skriver sig i sine erindringsbøger op imod kvindelivets etablerede narrativer. Da det var tanken, at hun skulle sænke farten og hendes liv være faldet...
