Deborah Levy

Emneord:

Senest opdateret

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., september 2026

Hovedforfatter

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., februar 2023

Den sydafrikansk-britiske forfatter Deborah Levy skriver sig i sine erindringsbøger op imod kvindelivets etablerede narrativer. Da det var tanken, at hun skulle sænke farten og hendes liv være faldet på plads omkring hende, blev hun skilt, og hendes liv blev hurtigt mere og mere kaotisk. Hun skulle starte forfra med at lave et hjem til sig selv og sine døtre og med at få forfattergerningen til at fungere oven i det hele. Det er udgangspunktet for hendes bøger, der tager erindringsgenren op på ny, og tager den helt tæt på nutiden, hvor der ikke er den samme tryghed, som med den lange tidsafstand.

Deborah Levy er født i Sydafrika 6. august 1959. Som man kan læse om i første bind af hendes erindringsværker, ”Ting jeg ikke vil vide”, tilbragte hun de første år af sit liv der, mens Apartheid stod på. Hendes forældre, der begge var hvide, støttede ikke apartheidstyret, og hendes far var medlem af African National Congress (ANC). Han blev fængslet for offentligt at ytre modstand mod Apartheid, og da han blev løsladt i 1968, flygtede familien til England. Således gik de fra at tilhøre en øvre middelklasse til at bo i et fattigt arbejderkvarter, og Levy skriver om at begynde at drømme om forfatterlivet som en flugt fra den triste omverden.

Foto: Sheila Burnett

Født:
6. august 1959, Johannesburg, Sydafrika.
Uddannelse:
Dartington College of Arts, 1981.
Debut:
Beautiful Mutants. Viking, 1989. Roman.
Litteraturpriser:
Prix Femina, 2020.
Seneste danske udgivelse:
Mit år i Paris med Gertrude Stein. Vinter Forlag, 2026. (My Year in Paris With Gertrude Stein). Oversat af Juliane Wammen.
Inspiration:
Simone de Beauvoir, Marguerite Duras, Virginia Woolf.

Levy studerede på kunstskolen Dartington College of Arts, hvor hun udover prosa også begyndte at skrive dramatik. Efter hun dimitterede fra Dartington i 1981, skrev hun en række teaterstykker. Heriblandt ”Pax” og ”Heresies” til Royal Shakespeare Company, og en række andre som senere blev udgivet samlet i udgivelsen ”Levy: Plays 1” (2000).

Debutromanen ”Beautiful Mutants” udkom i 1989, og siden har hun udgivet en lang række romaner og noveller og en enkelt digtsamling. Romanerne ”Swimming Home” (2013) og ”Hot Milk” (2016) var begge shortlistet til den prestigiøse Bookerpris. I 2012 udgav hun første bind i sin erindringstrilogi, som tæller ”Ting jeg ikke vil vide”, ”Livets omkostninger” og ”Real Estate”, og den samlede trilogi har indbragt hende den franske litteraturpris Prix Femina, der hvert år uddeles af en rent kvindelig jury.

”Det forår, hvor livet var meget svært, og jeg lå i krig med min skæbne og simpelthen ikke kunne se nogen udvej, græd jeg åbenbart mest på togstationers rulletrapper. At køre ned ad dem var fint, men der var noget ved det at stå stille og blive båret opad, som udløste det. Tilsyneladende ud af det blå begyndte tårerne at strømme, og når jeg nåede helt op og mærkede vinden komme susende, måtte jeg anstrenge mig for ikke at hulke højt.”

”Ting jeg ikke vil vide”, s. 11.

I trilogien skriver hun om et liv, der ikke slutter, når man som kvinde når sine 50’ere, men snarere starter på ny. For hende med en livskrise og en skilsmisse, som betød, at hun måtte begynde forfra med at lave et hjem til sine døtre, samtidig med at hendes egen mor døde. Det er med disse erindringsromaner, hun fik et stort folkeligt gennembrud, som også blev internationalt. I dag bor Levy, som har to voksne døtre, i det nordlige London.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: ”In fiction, you have characters who are your avatars”. Writer Deborah Levy. Louisiana Channel.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Deborah Levy skriver ofte op imod tidligere tiders litteratur. I ”Ting jeg ikke vil vide” bruger hun f.eks. overskrifterne fra George Orwells berømte essay ”Why I Write” (1946). Men hun vender det ofte på vrangen. Hos hende er der ikke tale om en politisk skråsikkerhed som hos Orwell, hvor teksten skal fungere ”som et vindue” og altså være helt klar og tydelig og aldrig fare vild. Levys projekt bliver på mange måder at skrive sig op imod de mandlige forbilleder fra et andet perspektiv.

Det undersøgende, eller det flanerende og lidt diskursive, er der, hvor Levy befinder sig bedst. Når hun kan blande genrer, så der både er plads til det erindrede og det reflekterede, det læsende og tænkende essayistiske og de skarpt tilskårne situationer. Det personlige rum bliver ofte brugt til at vise, hvordan vores forventninger til og forestillinger om tilværelsen så tit støder op imod virkeligheden. Litteraturen og det at leve med den, bliver ofte det, der får Levy til ikke at passe ind i de forestillede kasser.

Levys prosa glider sømløst mellem små erindrede scener og et mere refleksivt niveau, der aldrig bliver tungt eller besværligt at læse. Hendes stil gør, at man ubesværet glider gennem bogens forskellige niveauer, næsten uden at mærke, når der skiftes register.

Levys feminisme træder mere og mere i karakter igennem hendes forfatterskab. De særlige forventninger, der er til kvinder, og måske særligt til kvinder i forskellige aldre, skinner hun et kritisk lys på. Hun vil hverken finde sig i kun at være den evigt omsorgsfulde mor, der har en evne uden lige til at tilsidesætte sine behov, eller at blive den gamle, ensomme dame, der forhutlet går og fodrer duer. Det gælder, både når hun skriver sig selv frem som en litterær karakter i erindringstrilogien, og når hun skriver sine karakterer frem i romanerne. De lever ikke op til de fordomme og forventninger, der er til dem, og det gør dem til mere interessante og afrundede karakterer.

Beslægtede forfatterskaber

Deborah Levy udråber selv sine stjernebilleder i sine bøger, og dem er det helt oplagt at nævne her.

Den franske forfatter Marguerite Duras, der med sin særlige kredsende skrivestil har genfortalt de samme scener om og om igen på tværs af forfatterskabet. Ofte med det kvindelige begær og i det hele taget den kvindelige erfaring i centrum for sine selvbiografiske fortællinger.

Levy skriver, at Simone de Beauvoir er et idol for hende, men at hun selv har truffet nogle andre valg end hende. Levys fortælling er, at hvor hun fik mand og børn og forsøgte at få en forfatterkarriere til at blomstre op rundt om det, havde de Beauvoir et åbent kærlighedsforhold til filosoffen Jean-Paul Sartre. Men som Levy skriver, havde de hverken børn eller en husholdning; de boede på hotel. De Beauvoirs feminisme er ikke desto mindre en ledestjerne for Levy, selvom hendes liv ikke så ud på samme måde.

Virginia Woolf er et andet tydeligt forbillede for Deborah Levy. Her kan man både tænke på hendes bevidsthedsstrømmende fiktion, men måske i særlig grad hendes ikoniske essay ”Eget værelse” (1929). På mange måder er Levys erindringer en genskrivning af det essay, med det centrale spørgsmål: Hvad kræver det at skrive? Hos Levy såvel som hos Woolf er det centralt for spørgsmålet, at det er stillet af en kvinde. For før man overhovedet når frem til de eksistentielle overvejelser, er der de materielle omstændigheder, som får Woolf til at skrive, at det eneste, en kvinde har brug for, for at kunne skrive, er sit eget værelse. Så klar i mælet bliver Levy aldrig, det er et mere flydende spørgsmål i hendes værelse.

Af danske forfattere kan man nævne Christina Hesselholdt, der også i sin Camilla-serie, som begynder med ”Camilla and the horse” (2008), beskæftiger sig med tilværelsen, når man når skilsmissealderen. Der er ikke noget lige så klart narrativ omkring skilsmissen som en ny start på livet, som der er hos Levy, det hele er lidt mere mudret og psykologisk besværligt og tvetydigt hos Hesselholdt, men der er en lysende prosa, som man ikke finder mange andre steder i dansk litteratur.