Lån på biblioteket

Mit smykkeskrin

Ursula Andkjær Olsen

241 siderUdgivet: 2020

Lån på biblioteket
Senest opdateret
  • Søren Langager Høgh
    Ph.d., april 2020
Hovedforfatter
  • Pia Andersen
    journalist, 2006

Intro

Ursula Andkjær Olsens digtbog ”Mit smykkeskrin” (2020) er ude i ambitiøst ærinde. Bogen vil beskrive 'mennesket' – det vil i denne sammenhæng først og fremmest sige 'menneskekroppen' – som en størrelse indlejret i og forbundet med andre mennesker/menneskekroppe. ”Jeg har moren/ i maven /som jeg var i hendes” (s. 10), lyder det indledningsvist. Det betyder, at isolerede størrelser som ”individ”, ”jeg” eller ”hjerte” bliver erstattet med udvekslende størrelser som ”flod”, ”kreds”, ”cyklus”, ”blod” og i interessante indlån fra statsvidenskaben som ”infrastruktur”, ”kanal”, ”distribution” og ”økonomi”. Resultatet er på mange måder et fremmed men også gennemslagskraftigt lyrisk sprog: ”som en flod af gæld/ gaver der skyller gennem mennesket” (s. 123).

”økonomien virker kun fordi den bevæger sig/ gennem kanaler som i forvejen findes i mennesket/ udbygger en eksisterende infrastruktur// den vil udbygge denne infrastruktur indtil der ikke er mere tilbage/ mellem vejene i vejnettet, og alt er kanal”

”Mit smykkeskrin”, s. 24.

På bogcoveret ses en rødtlysende beholder med påmonterede snore. Det er livmoderens figur, der vulgært påtrængende drager blikket mod sin cirkelrunde åbning. Livmoderen viser sig da også som omdrejningspunkt for bogens 244 sider. Teksten tager sit afsæt i det helt basale, at det indre kvindelige kønsorgan er hult. Livmoderen en beholder eller en kanal eller en infrastruktur for det, at én menneskekrop kan overføres i en ny. Teksten udfolder i sin kortfattede, ofte afklippede og opremsende syntaks livmoderens hulhed i en abstrakt associationsrække af forskellige overførsler fra ”mor” til ”barn”, ”mund” til ”mundstykke”, fra ”gæld” til ”betaling”:

”Navlestrengen var den første økonomiske kanal/ den delte sig i mund og mundstykke/ siddende på hver sin krop” (s. 22).

Herfra svinger “Mit smykkeskrin” sig op i en egentlig kosmologi. Det er på én gang kødeligt og abstrakt. Ens læsende blik støder på blod og sved, slimhinder og bindevæv men også på liv og død, grundelementer og kosmos. ”Det dybe er helt tæt på”, som det hedder mod slutningen (s. 220).

”Mit smykkeskrin” er både storladen, føjelig og smuk i sine tankevækkende sammenstillinger og i sit gennemtrængende billedsprog. Men værket dirrer også af en urovækkende fornemmelse af klinisk renhed, hårdhed, indespærring. Der er tale om en stilistisk balancering af noget genuint æstetisk på den ene side og så et helt andet register af tør samfundsvidenskab og nøgtern humanbiologi på den anden side.

Ursula Andkjær Olsen

Ursula Andkjær Olsen skabte store dønninger med sin debut ”Lulus sange og taler” (2000), som fastsatte det sprudlende polyfone trademark, vi lettere misvisende stadigvæk forbinder digteren med. Med...

Læs hele forfatterportrættet

Opdag andre bøger