- Lasse Martin Jørgensencand.mag., oktober 2026
Intro
Knud Brix’ anden roman, ”Paranoia”, udkom i 2026. Den autofiktive roman afdækker, hvordan Brix gennem mere end et år bliver forfulgt af en kvindelig stalker, som gradvist nedbryder hans mentale velbefindende. Romanen begynder med et skæbnesvangert møde. Edith, en tidligere ansat på Brix’ sønners skole, spørger, om han har tid til et kaffemøde, hvor hun kan udspørge ham om mulighederne for at få foden indenfor i mediebranchen. Kaffen bliver vekslet til et glas vin hos Brix. Samtalen er behagelig, om end Edith hurtigt bliver meget fortrolig i tonen. Er der en snert af flirt i luften? Brix kommer til at gennemspille mødet i sit indre igen og igen i det efterfølgende år. Har han selv en skyld i det helvede, der følger? Udefra set er Brix entydigt fortællingens offer. Men i romanens førstepersonsperspektiv mudrer skam og selvbebrejdelse billedet og lægger yderligere vægt på hans skuldrer.
”Paranoia” tematiserer stalkerens besættelse og menneskets irrationelle drifter. Samtidig rummer den en kritik af den forfulgtes retssikkerhed. Brix oplever gentagne gange, at myndighedernes evne og vilje til at hjælpe ham er utilstrækkelig. Stilistisk udmærker romanen sig bl.a. ved at give stor plads til Ediths perspektiv, idet Brix ofte citerer fra hendes mange beskeder. Til Forfatterweb forklarer Brix, hvorfor det var vigtigt for ham at lade Edith komme til orde i fortællingen: ”Det er et meget bevidst greb, fordi udsigelsespositionen er så personlig og i førsteperson. Ved at give plads til en sekundær fortællerstemme tillader fortællingen den tvivl, som læseren gerne skulle føle.” (Lasse Martin Jørgensen: Mailinterview med Knud Brix til Forfatterweb, 2026-09-16).

Knud Brix
Knud Brix slog sit navn fast som politisk reporter på Christiansborg, inden han i 2017 udgav digtsamlingen ”Natfolden”, som med ét gjorde ham til persona non grata i magtens haller.

