
Knud Brix
- Lasse Martin Jørgensencand.mag., oktober 2026
Intro
Knud Brix slog sit navn fast som politisk reporter på Christiansborg, inden han i 2017 udgav digtsamlingen ”Natfolden”, som med ét gjorde ham til persona non grata i magtens haller. Brix fik dog både politikere og journalister til at forholde sig til lyrikken – i sig selv en sjælden bedrift. Mange følte sig udstillede, selv om Brix insisterede på, at fremstillingen var fiktion. Sløringen af skellet mellem virkelighed og litteratur er typisk for Brix’ autofiktive forfatterskab, således også i hans roman ”Paranoia” fra 2026. Romanen er en fiktionaliseret beskrivelse af, hvordan Brix i en længere periode har været udsat for stalking.
Knud Brix blev født den 15. maj 1980 i Horsens. Han voksede op ved Palsgaard Slot i Juelsminde, som hans familie har beboet i tre generationer. Jagt var familiens yndlingsbeskæftigelse, og som blot 7-årig skød den lille Knud sin første fasan. ”Jeg kan huske rusen. Og stoltheden over, at det var mig, der havde skudt den fasan. Jeg kunne jo mærke, at de alle sammen var oppe og køre over det.” [2]Lasse Martin Jørgensen”Det her er historien om Knud Brix”Politiken, 2022-05-14.). Allerede fra barnsben havde Brix den fascination af døden og andre ekstreme grænseerfaringer, som præger hans forfatterskab.

Født:
15. maj 1980 i Horsens.
Uddannelse:
Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, 2006. Master i Afrikastudier fra Københavns Universitet, 2014.
Debut:
Natfolden. Forlaget Kronstork, 2017. Digte.
Litteraturpriser:
Ingen kendte.
Seneste danske udgivelse:
Paranoia. Politikens Forlag, 2026. Roman.
Inspiration:
Henrik Stangerup, Erich Maria Remarque, Louis-Ferdinand Céline, Aleksandr Solsjenitsyn, Joseph Conrad, Graham Greene og Thomas Boberg.
Som ung begyndte han at studere økonomi ligesom sin far og sin storebror. Men eventyrlysten blev for stærk og sendte ham ud på en helt anden livsbane: ”Jeg havde udlængsel og historier, der boblede i maven. Så jeg droppede ud og vagabonderede jorden rundt. Tog på højskolen og blev fanget af journalistikken.” [1]Lasse Martin Jørgensen”Jeg havde mistet mit job, var blevet skilt og led af selvmedlidenhed”alt.dk, 2021-09-09.
Brix blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2006. Det var som politisk reporter på bl.a. TV 2, at Brix først slog sit navn fast i offentligheden. Erfaringerne fra Christiansborg står i centrum for hans første digtsamling, ”Natfolden”, som udkom i 2017. Digtsamlingen kan til dels læses som et opgør med kynismen i politikkens verden. ”Natfolden” markerede samtidig enden på hans virke som politisk reporter. Broer blev brændt af de sprængfarlige digte.
Den journalistiske anerkendelse nåede imidlertid nye højder, da Brix i 2020-2021 var vært på DR’s succespodcast Genstart. Han blev belønnet med en pris som årets radiovært ved Prix Radio Awards i 2020.
”Mine mundvige krænger sig bagud, en varm glæde forplanter sig i mit system. Vores lille podcast er på rekordtid gået fra et pionerprojekt til allemandseje. Der er indtil flere komikere, der karikerer min dybe speak-stemme og pauserede diktion. Kvinder med guitar og islandske sweatre vil mødes nu. Jeg taler med praktikanter, drikker kaffe med unge talenter, med gamle kollegaer, der hænger fast. Gør jeg det kun for at give igen? Jeg ved det ikke.”
I stedet for at hvile på laurbærrene foretog Brix et markant jobskifte. I september 2021 blev han journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet. I april 2022 overtog han stillingen som ansvarshavende chefredaktør fra Henrik Qvortrup. I januar 2027 fratræder han sin stilling for i stedet at blive DR’s korrespondent i Afrika. Netop interessen for Afrika løber som en rød tråd gennem Brix' liv og virke. I 2014 afsluttede han sin master i afrikastudier, og i 2022 dannede kontinentet scene for debutromanen ”Febertræet”.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Vælg "Tillad alle"
Udvalgte bøger
- Paranoia
Knud Brix’ anden roman, ”Paranoia”, udkom i 2026. Den autofiktive roman afdækker, hvordan Brix gennem mere end et år bliver forfulgt af en kvindelig stalker, som gradvist nedbryder hans mentale velbefindende.
Læs mere om bogen - Natfolden
I 2017 debuterede Knud Brix som digter med ”Natfolden”. Det er ikke mange digtsamlinger, der i vor tid har tiltrukket sig så stor interesse fra både medierne og magtens elite.
Læs mere om bogen - Febertræet
I 2022 udkom Knud Brix’ første roman, den autofiktive ”Febertræet”. Romanen er en rejseberetning, hvori Brix både opsøger en liberisk krigsforbryder og konfronterer sine egne indre dæmoner.
Læs mere om bogen
Bibliografi
Digte
Romaner
Om forfatterskabet
Agenda Magasin, 2017-06-09.
Søgning i bibliotek.dk
Kilder citeret i portrættet
”Jeg havde mistet mit job, var blevet skilt og led af selvmedlidenhed”
Lasse Martin Jørgensen
alt.dk, 2021-09-09.








