Lån på biblioteket

Sommerbogen

Tove Jansson

176 sider, ill.Udgivet: 2014

Lån på biblioteket
Senest opdateret
  • Julie Lystbæk Hansen
    cand.mag., juni 2021
Hovedforfatter
  • Helle Eeg
    cand.mag., 2015

Intro

I Tove Janssons Mumiunivers eksisterer et idyllisk mikrokosmos side om side med den store, åbne verden, som fremstår både dragende og faretruende. ”Sommarboken”, 1976 (”Sommerbogen”, 2014) er præget af samme motiv. I kraft af romanens karakterer, den lille pige Sophia og hendes farmor, lægger den sig midt i mellem barndommens og alderdommens domæner og henvender sig derfor, ligesom Mumibøgerne, både til børn og voksne. Der er en alvor på spil i og med at Sophias mor er død, og hun, hendes far og farmor tilbringer sommeren på en afsidesliggende skærgårdsø, hvor familien har holdt til gennem mange år. Sorgen er et underliggende tema i romanen, der er fortalt i 3. person og fortællermæssigt springer anekdotisk rundt mellem situationer fra livet på øen.

”Ude på en flad klippe i vandet lå en havlit, den var våd og død og lignede en opvredet plasticpose. Sophia mente, at det var en gammel krage, men farmoren troede ikke på hende.

Men det er jo forår! sagde Sophia. De dør ikke nu, de er helt nye, og de har lige giftet sig, det sagde du selv.

Tja, sagde farmoren. Den døde nu alligevel.”

”Sommerbogen”, s. 24.

Sophia er et bestemt barn, hendes følelser er kompromisløse og skifter ofte mellem begejstring og ulykke. På den måde er hun også et meget skrøbeligt barn, hvis sorg kommer til udtryk på indirekte vis, som da hun pludseligt udvikler en skræk for alle de skrøbelige småkryb, der er så lette at komme til at træde på: ”Buske var farlige, tangen var farlig, regnvandet, de var overalt, de kunne lure mellem siderne i en bog, flade og døde, for sådan er det med kryb, udsplattede og døde dyr følger ens liv fra start til slut.” (s. 142). Ligesom Sophias sorg kommer til udtryk i hendes forhold til naturen, er farmorens sorg over hendes kropslige forfald og livets nære afslutning også beskrevet i relation til hendes færden i naturen. I naturen hænger vækst og forfald uløseligt sammen i en endeløs cyklus, og det knytter sorgtemaet til en livsbekræftende vitalitet og skønhed. Mens Sophia oplever mange ting for første gang, er det for farmoren måske den sidste. Således spejler deres relation naturens gang – altings spiren og altings forfald, og fortællingen bliver på den måde en cyklisk beretning, som også understøttes af fortælleformen, der springer anekdotisk rundt mellem tider og begivenheder. I sidste kapitel, ”I august”, gør familien klar til at forlade øen, som ”så vidt muligt genfandt sit oprindelige udseende” (s. 171). Kapitlet markerer en afslutning på en sæson, som måske er farmorens sidste, men det, at øen så vidt muligt vender tilbage til sin originale form, markerer også en livsbekræftende uforanderlighed.

Tove Jansson

Tove Jansson er verdensberømt for sine Mumitrolde, men fra 1970 skrev hun kun voksenlitteratur. Der er dog mange sammenfald mellem Mumiuniverset og Tove Janssons voksenprosa. Udover at trække på si...

Læs hele forfatterportrættet

Opdag andre bøger