Agathe

Citat
”At ældes, tænkte jeg, imens bitterheden kom skyllende, handlede mest af alt om at iagttage, hvordan forskellen mellem ens jeg og ens krop voksede sig større og større, indtil man en dag var blevet fuldstændig fremmed for sig selv. Hvad smukt eller naturligt var der i det?”
”Agathe”, s. 21.

I 2017 udgav Anne Cathrine Bomann den lille roman ”Agathe” om en unavngiven jeg-fortæller, der tæller ned til at gå på pension fra sit job som praktiserende psykiater. Han er træt af sit liv og sit arbejde og glæder sig til friheden. Men en stadigt mere påtrængende tanke besætter ham: Hvad hvis livet på den anden side er endnu mindre værd at leve? Når der kun er angsten og ensomheden tilbage?

Hans dage ligner hinanden ned til mindste detalje. Han går til sin klinik, hvor hans mangeårige sekretær Madame Surrugue tager hans jakke og stok og i øvrigt holder sirlig orden på praksis og de utallige journaler. Patienterne taler til ham fra divanen, mens han sidder i baggrunden og tegner dyr og kruseduller på sin blok. Han er holdt op med at høre efter, indtil den sært indtagende tyske kvinde Agathe tager plads. Hun vækker noget i fortælleren, der modstræbende må acceptere sin fascination af den deprimerede kvinde. Agathe vender op og ned på hans liv ved at stille modspørgsmål og ved at pirre hans livslyst.

62396156

Da madame Surrugue en dag melder sig langtidssyg, breder forfaldet sig hurtigt, og en intens følelse af ensomhed næsten lammer den snart 72-årige psykiater. Det eneste menneske, han kan henvende sig til, er hans nabo, som han i årenes løb har følt en samhørighed med, da de kan høre hinandens liv og lyde gennem væggen. Stor er smerten, da han erfarer, at naboen er døv og derfor ikke har været det vidne, han har forestillet sig.

”Agathe” foregår i Paris i 1940’erne og er et fortættet eksistentielt drama om tilværelsens grundvilkår som ensomhed, lyst, forventninger, aldring og død. Med få midler tegnes tiden op med lakerede mahognimøbler, indkøb hos købmanden og en vis holden på formerne. Der hviler en rolig tone over de gentagne scener og de få, simple rum, romanen udspiller sig i, så som læser læner man sig helt ind i psykiaterens ensartede og næsten klaustrofobiske dage. Samtidig er der en sær fryd ved at iagttage hans stædige afvisning af livslysten og behovet for at række ud efter andre mennesker, som han til sidst må overgive sig til. Spørgsmålene, både han og patienterne stiller sig undervejs, kredser om, hvad de forventer af livet og sig selv, og hvad de gør for at opfylde de forventninger og drømme. Om de overgiver sig til skæbnen og omstændighederne eller vælger at bryde med de givne former.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger der minder om "Agathe"