Baggrund

Citat
”Endnu er ingen lykkedes med på en sammenhængende måde at forklare, hvad der foregår derinde bag kraniets vægge, hvordan sindet skaber og opbevarer de minder, som giver os fornemmelsen af at være den samme over tid. Langt hen ad vejen er bevidstheden stadig en gåde, og alligevel sidder han her med en meningsfuld afbildning af smerten ved at miste. Det er da forunderligt.”
”Blå toner”, s. 79.

Anne Cathrine Bomann er født i Hillerød i 1983 og vokset op i Tulstrup uden for Hillerød, hvor hun boede med sine forældre og deres hund Mona Lisa. I hendes tidlige teenageår flyttede familien til Mørdrup i Espergærde, og denne flytning var afsæt for hendes debutdigtsamling ”Hjemløs”. Hillerød var centrum for Anne Cathrine Bomanns skolegang og fritidsliv med skolegang på Marie Mørks Skole og Frederiksborg Gymnasium og en lang bordtenniskarriere i den lokale klub HGI. Om bordtennis og levet liv fortæller Anne Cathrine Bomann: ”Fra jeg var 9 år, spillede jeg bordtennis, og det endte jeg med at gøre, til jeg var 25, og undervejs nåede jeg at vinde DM i forskellige rækker 12 gange og spille dels på landsholdet, dels for klubber i Sverige, Tyskland og Frankrig. Bordtennissen har sneget sig med ind i min roman ”Hvad ingen ved”, og det lille hus, jeg boede i i Frankrig som 18-årig, mens jeg spillede for en klub der, blev det hus, hovedpersonen i Agathe bor i. Sådan har virkeligheden det med at flyde ind og ud af mine bøger.” (Interview med Forfatterweb, marts 2023).
Efter gymnasiet og året i Frankrig endte hun med at læse psykologi på Københavns Universitet, og siden har hun arbejdet som psykolog både i privat praksis, i kommunalt regi og i psykiatrien. I dag arbejder Bomann, der er bosat i København, som psykolog to dage om ugen og skriver bøger resten af tiden.

Anne Cathrine Bomann har elsket historier, siden hendes forældre læste dem op for hende, da hun var helt lille. Da hun lærte at skrive, skrev hun små historier og en masse begyndelser i kladdehæfter og på sin fars aflagte computer: ”Og så begyndte jeg at skrive digte, da jeg var 12-13 år, nok bl.a. fordi de var lettere at overskue end en hel roman. Jeg kan også huske, jeg talte med studievejlederen om det med at blive forfatter i 9. klasse, og senere søgte jeg også ind på Forfatterskolen flere gange uden held. Men selvom jeg havde fået to digtsamlinger ud på det tidspunkt, var det alligevel først, da min debutroman ”Agathe” udkom i 2017, at jeg for alvor begyndte at tænke, det måske var muligt at blive en slags rigtig forfatter,” fortæller forfatteren, der bliver inspireret af bøger, hun læser, mennesker, hun møder og ikke mindst sin faglige baggrund som psykolog (Interview med Forfatterweb, marts 2023).

Som 15-årig udgav Anne Cathrine Bomann digtsamlingen ”Hjemløs” (1999), der i 2004 blev fulgt op af digtsamlingen ”Fald”. I 2018 udgav hun en fagbog om unge og skizofreni, ”En ud af hundrede – om unge og skizofreni” og i 2019 ungdomsbogen ”Hvad ingen ved”, der foregår i et bordtennismiljø i Hillerød. En ung træner bliver forelsket i en 11-årig dreng, og Bomann vil gerne nuancere det stereotype billede af pædofile ved at fortælle om dem, der har den seksualitet, men ikke udlever den. Debutromanen ”Agathe” fra 2017 er udgivet i 28 lande og fik i 2019 litteraturprisen Scrivere per Amore. I 2021 udkom videnskabsromanen ”Blå toner” og i 2024 ”Akvariet”.