Beslægtede forfatterskaber

I ”Blå toner” hedder sorgpillen Callocain, og det er, som Anne Cathrine Bomann selv anfører i romanens efterord, et spil på Kallocain, der er navn på en roman af svenske Karin Boye. I 1940 skrev Boye denne dystopiske fremtidsfortælling om et totalitært styre, hvor indbyggerne får indsprøjtet et sandhedsserum ved navn Kallocain, opkaldt efter dets opfinder, kemikeren Leo Kall. Det får konsekvenser for den enkelte borger pludselig at kende sin egen – og sin næstes – inderste længsler, og i samfundsmæssigt perspektiv åbner romanen for tanken om statsstyrede tanker og følelser.

Anskuet som plotdrevet videnskabsroman befinder ”Blå toner” sig i samme landskab som flere af Sissel-Jo Gazans bøger, f.eks. ”Dinosaurens fjer”, ”Svalens graf” og ”Uglens øje” samt Keld Conradsens geologidrama ”Byen og havet” fra 2021. Videnskabskrimier, der også har en fod inden for hos medicinalindustrien, er f.eks. Michael Larsens ”Dragenotatet” (2023), hvor et medicinalfirma og en biologistuderende insektekspert er på sporet af en sjælden bille, der indeholder et stof, der måske kan sikre evig ungdom. Også Louise Vollers ”Sort blod” fra 2023 viser problematikkerne ved en kapitalistisk orienteret medicinalindustri, som i dette tilfælde lader hånt om den indiske befolknings sundhed og rettigheder i en desperat kamp for at få godkendt en covid-19-vaccine.

Hvor den aldrende psykiater i ”Agathe” får en tysk kunstnerinde som skæbnesvanger patient, får en aldrende psykiater i Stig Dalagers ”Øvelser i ensomhed” fra 2000 en ung pianist som klient, hvilket også får afgørende konsekvenser i psykiaterens i forvejen sorgfulde liv, hvor hans kone gennem mange år netop har forladt ham.

Nogle af de værker, Anne Cathrine Bomann selv holder af, er Milan Kunderas ”Tilværelsens uendelige lethed” (1984), Herbjørg Wassmos Tora-trilogi (1981-86) og Nicole Krauss’ ”Kærlighedens historie” (2005), om hvilken hun siger: ”I den sidstnævnte er der bl.a. et portræt af en aldrende mand, som rørte mig meget, og som jeg af og til tænkte på, mens jeg skrev doktoren frem i min egen roman ”Agathe”. Men jeg elsker også eksempelvis Sally Rooneys og Tine Høegs forfatterskaber og er optaget af den måde, de eksperimenterer med formen på i deres værker.” (Interview med Forfatterweb, marts 2023).