at man ikke behøver at lytte til ordene men bare
til stemmens klang
som er så velkendt og så tryg
at man forstår at netop stemmer og ikke vægge
eller gulve
gør at man har hjemve
af og til”
Med ”Fald” fra 2004 udgav Anne Cathrine Bomann sin anden digtsamling. Stemmen er genkendelig fra ”Hjemløs”, men er blevet mere moden, mere rolig. Samlingen er funderet om at falde og være til, og mange af digtene opholder sig enten i et vertikalt rum mellem jord og himmel eller i bevægelsen derimellem eller i et horisontalt rum på jorden, på havet, i bevægelsen mellem jeg og du. Mange elementer er gennemgående: vand, is, fugle, himmel, stemmer. Det er en lidt øde verden, teksterne foregår i, alle centreret i jeg’et, der sanser og reflekterer over verden og dens forbindelser til absolutter som døden, himlen og havet og til konkrete personer og hændelser.
Ud af de 43 korte, betitlede digte har kun et enkelt stort begyndelsesbogstav og punktum til slut. Mange steder har enjambementer en fremtrædende plads, så et ord falder næsten overraskende ind i en ny betydning under læsningen.
Man kan spore en afsked med og længsel efter barndommen, der er evigt tabt, men som lever i erindringen. Der er en kærlighed til ungdommens sprøde venskaber og en vis tvivl om, hvad voksenlivet vil bringe: ”- hvem klatrer i træer/ når de er femogtyve?” (s. 10). Angsten for at falde vokser med alderen, og det holder os tættere til jorden. Erindring om det tabte og den anden er central, for, som der står i digtet Udødelighed: ”det sker jeg falder/ gennem isen/ som dagen over/ i nat// og det sker jeg frygter tomheden/ mest/ fordi den kan fyldes// men jeg gribes/ i en andens tanke før jeg synker:/ den er kun tabt/ som ingen husker” (s. 36). Der er en tryghed og trøst i at findes i hinandens hukommelse, og denne forbindelsesform rækker ud over en stor del af jegets verden, hvor øjeblikke er til, uden at nogen ved det, eller hvor der flere steder sker et skift fra rent, ureflekteret nærvær til selvbevidst væren. På den måde peger teksterne ind i en mere filosofisk diskurs om, om noget først er til, når det er vidnet. Hvad gør det ved et menneske at være til i en andens bevidsthed?
”Fald” sætter sejl på det hav, man kan sejle på og drukne i. Vandet kan være varmt og omsluttende eller koldt i isens fasthed og styrke, og i penduleringen mellem de to yderpunkter leves livet, synes teksterne at sige.