Hjemløs

Som 15-årig udgav Anne Cathrine Bomann i 1999 digtsamlingen ”Hjemløs”, der er skrevet i kølvandet på familiens flytning fra forfatterens barndomshjem. I 45 digte skriver et ungt digterjeg om savnet efter det, der var og den manglende lyst til at gå ind i det nye. Der er brudte relationer og konkrete steder, der ikke længere er i jegets liv, og genkommende er følelsen af ensomhed, som i digtet ”Ensom”: Jeg vandrer/ alene/ gennem byen./ De vender sig efter mig/ og jeg ved hvad de ser./ Hver gang jeg ser dem/ vende sig efter mig/ krymper jeg mig;/ trækker mig ind i mig selv./ -for hvem skulle jeg ellers/ trække mig ind i…” (s. 6).

Fælles for dette og mange af samlingens øvrige digte er det ensomme jeg, spørgsmålene der er rettet ingen steder hen og de afsluttende tre prikker, der holder teksten åben og peger en endnu ukendt retning ud. Kun samlingens sidste digt afsluttes af et punktum, der måske markerer en afslutning på hjemløsheden. Nogle tekster er korte og næsten som aforismer, mens andre er længere og mere fortællende. I enkelte digte er der rim, ligesom der også optræder gentagelser.

Undervejs er der henvendelser til et du, som kan være en kæreste, en veninde, en far og en søster. Jeget er forelsket og mærker den sitrende blanding af lykke og frygt for at miste, ligesom jeget er optaget af det at være ung: ”Det er hårdt/ at være ung/ Man kæmper/ for at være/ som alle de andre/ men alligevel/ vil man gerne være/ noget for sig selv (…)” (s. 22). På den måde vil ”Hjemløs” resonere hos en målgruppe på nogenlunde samme alder, da den taler lige ind i teenageårenes usikkerhed, søgen efter mening og til tider ustyrlige følelser.

Digtsamlingen har en særlig ungdommelighed over sig med dens udgangspunkt i et supersanseligt jeg og dette jegs åbnen sig mod verden i poetiske absolutter, som kun ungdommen kan vise sig. Der er roser, kærlighed, ubevidsthed, sort nat, evighed og træer, der strækker sig mod himlen.