I 1918 udkom ”Asfaltens sange”. Den følger tematisk i forlængelse af debuten, men Emil Bønnelycke skriver nu ikke længere på rimede vers i bunden form. Prosafragmenter er den genrebetegnelse, Bønnelycke selv har givet de 23 tekster, der udgør ”Asfaltens sange”. Titlen er en omskrivning af Jeppe Aakjærs ”Rugens Sange” fra 1906, men hvor Aakjærs digte som eksempelvis ”Jens Vejmand” handlede om den barske tilværelse på landet ved århundredeskiftet, er Bønnelyckes sange sunget med asfalt under sålerne i storbyens flimrende og hektiske leben. De glædes ved bylivet og de befolkede gader og syder af teknologioptimisme.
I otte af samlingens tekster indgår sang i titlen, selvom de ikke er sange i den forstand, at de er opsat som lyrik, rimer eller er mulige at synge. De er sange i betydningen episke digte, der besynger og beundrer et sted, et fænomen eller en person. Der er en ”Morgensang”, en ”Sang til min udsigt” og en ”Sang til en havn”. I sidstnævnte går jeget rundt i Nordhavn og på Langelinie og lader sine tanker fare fra de store skibe til de mange steder ude i verden, de sejler hen. Han opremser mange lande, langt fra det Danmark han er i, og fantaserer om, hvordan der ser ud. Han oplister ligeledes mange af de produkter, som forskellige fragtskibe eksporterer. For eksempel betragter han det amerikanske fragtskib Oregon, der er ved at blive tømt for sin last af mel. Teksten kombinerer udlængslen med en fascination af den koordination, det globale handelsmarked forudsætter.
Samlingens første tekst hedder ”Aarhundredet”. Det er en kærlighedserklæring til det 20. århundrede. Bønnelycke bruger anaforen ”Jeg elsker…” til at indlede hvert afsnit, hvorefter han opremser alt, hvad han værdsætter ved sin samtid: maskinerne og deres teknik, fremskridt, sporvogne, toge, flyvemaskiner, uro og kaos. Han er lige så euforisk begejstret for de mange transportmidler, som han er for det vanvid og de rædsler, han samtidig erkender, også er et vilkår i den moderne verden.
De ordtunge, bastante, rytmiske prosastykker i ”Asfaltens Sange” regnes for at være det nærmeste en dansk forfatter er kommet på at skrive futuristisk, da de i tråd med det futuristiske manifest hylder skønheden ved den moderne metropol, industrisamfundet og hastigheden.