Emil Bønnelycke regnes for en af de eneste danske forfattere, der skrev i en futuristisk stil. Futurismen var en kunstretning, der opstod i 1909 i Italien, da digteren Filippo Marinetti fik sit futuristiske manifest trykt i avisen Le Figaro. Heri argumenterede han for ordets frihed, samt at kunsten skulle være aggressiv og glorificere krig, fart og frygtløshed. Futuristerne abonnerede ikke på et klassisk skønhedsideal, men så skønheden i moderne teknik som automatvåben og automobiler.
Hvor Bønnelyckes debutdigte med deres begejstring for storbylivet, sporvogne og lignende kan karakteriseres som futuristiske, bliver hans skrivestil i de efterfølgende værker mere ekspressionistiske. Ekspressionismen er en modernistisk stilretning, der vokser ud af impressionismen i tiden omkring Første Verdenskrig. Ekspressionisterne dyrker udtrykket i en absurd, grov og voldsom variant, hvor kunstneren eller forfatterens fortolkning af virkeligheden kan synes forvrænget. Bønnelyckes roman ”Spartanerne” fra 1919 regnes for den første ekspressionistiske roman i Danmark.
I ”Spartanerne” er krigen det gennemsyrende, øredøvende, altdominerende motiv. Men også i ”Asfaltens sange” har Første Verdenskrig sat sig spor i teksterne, hvor ”Sang til de dræbte” er en hymne til alle de unge soldater, belgiere, tyskere, franskmænd, amerikanere, rumænere m.m., der faldt under slagene i krigen. De unge mænd er faldet for ideen om sejr og den bundrådne nationalistiske ide, som det hedder. Men ifølge Bønnelycke er deres død ikke meningsløs, selvom det, de kæmpede for, ikke giver mening. Han ærer dem, som er døde, før de vidste, hvad de døde for.
Med sine grafiske digte foregreb Bønnelycke 1960’ernes konkretistiske digtning, der har fokus på sproget som et materiale, man kan bruge til at skabe tekstbilleder. Han tegnede bl.a. New Yorks skyline med håndskrevne linjer i figurdigtet ”New York”, der blev trykt i tidsskriftet Klingen i 1917. Og hans visuelle digt ”BERLIN”, der ikke indeholder et eneste ord, men udelukkende består af streger, udfordrede opfattelsen af, hvornår noget er et digt.