Emil Bønnelyckes ”Spartanerne” fra 1919 er en ekspressionistisk anti-krigsroman, der fortæller om krig som historisk fænomen gennem tre sammenflettede fortællespor. Alle tre fortællespor er fortalt af hver deres jeg-fortæller. Den ene er en spartansk kriger, den anden en soldat, der kæmper på de europæiske slagmarker under Første Verdenskrig, mens den sidste er en rekrut, der optrænes i et neutralt Danmark, indtil der udbryder krig.
Den spartanske kriger træner og kæmper mod athenienserne under den peloponnesiske krig i 400-tallet f.v.t. i det nuværende Grækenland. Han løber og træner sin krop til det ypperste, kæmper med bue, sten og sværd i nærkamp og skriver løbende rørstrømske kærlighedserklæringer på pergament til sin elskede, som han håber venter på ham.
De to soldater, der kæmper med geværer i den moderne tids krig, har ud over ammunition også en grundlæggende desperation og ensomhed til fælles. I glimt føler de sammenholdet mellem soldaterkammeraterne og andre menneskers omsorg. For eksempel bringer en soldaterkammerat og tidligere sømand den danske rekrut nr. 5 kærnemælkssuppe og stegt flæsk, da nr. 5 sulter allermest. Mad, som sømanden har købt for sine egne penge.
52304555
Særligt i de passager, hvor en soldat kæmper i de mudrede, kolde og brutale skyttegravsslag under Første Verdenskrig, bruger Bønnelycke gentagelser og kompakte opremsninger af navne og navneord som et tilbagevendende stilistisk greb. Når jeget går gennem massegravene i Europa, oplistes de mange navne på franskmænd, indere, tyskere, englændere m.fl., der er faldet under den store krig.
Romanen blev genudgivet i 2016. I den forbindelse skrev Kristin Vego i sin anmeldelse i Information: ”Det er igennem sammenstillingen af voldsomme (og nogle gange humoristiske) kontraster – det blomstrende forår, som ikke ænser de faldne soldater – at Bønnelycke fremskriver krigens gru på tværs af tidsaldre.” (Kristin Vego: Pletskud. Information, 25-06-2016). For uanset om krigen kæmpes i Antikken eller på Bønnelyckes samtid, synes hans karakterer at konkludere, at det er et meningsløst foretagende, der med sin brutalitet og uoverskuelige konsekvenser ødelægger mere end det gavner. Det beskriver Bønnelycke i et rytmisk, farverigt og bombastisk sprog og ved at fokusere på den enkelte soldat og dennes drømme, længsler, pinsler, sult og afmagt.