Baggrund

Citat
””Davs,” sagde Bruno. ”Davs,” sagde drengen. Drengen var mindre end Bruno, og han sad på jorden og så temmelig fortabt ud. Han havde den samme slags stribede pyjamas på, som alle de andre folk omme på den side af hegnet gik med, og han havde også en stribet hue på hovedet. Han havde hverken sko eller strømper på, og hans fødder var temmelig snavsede. Han bar et armbind med en stjerne på.”
”Drengen i den stribede pyjamas”, s. 167.

John Boyne blev født 30. april 1971 i Dublin, Irland, hvor han stadig bor. Som dreng brugte han meget tid på at læse og skrive, og allerede som 8-9-årig vidste han, at han gerne ville være forfatter. Interessen for bøger udmundede i studier i engelsk litteratur ved Trinity College i Dublin, og senere tog John Boyne til England og studerede kreativ skrivning på University of East Anglia i Norwich, Norfolk. I 2015 – mens han var i England – modtog han Curtis Brown-prisen, der hvert år gives til en studerende, der skiller sig ud i kreativ skrivning på universitetet.

Sin første novelle fik John Boyne udgivet i avisen Sunday Tribune, og i år 2000 debuterede han som forfatter med romanen ”The Thief of Time”, der handler om en mand, der ikke bliver ældre. Ved siden af voksenudgivelserne anmeldte John Boyne bøger ved avisen The Irish Times, og han udgav mange bøger for børn og unge.

John Boynes internationale gennembrud kom med romanen ”Drengen i den stribede pyjamas” (2006), der oprindeligt var tiltænkt et yngre publikum. Romanen om to drenge, der bliver venner, på trods af at den ene er en jødisk koncentrationslejrfange i Auschwitz, og den anden er søn af en SS-officer, blev filmatiseret i 2008. I 2022 udkom en efterfølger til bestselleren, nemlig ”All the Broken Places” til voksenlæsere, og i 2020 udkom romanen ”My Brother’s Name Is Jessica”, der skabte en del debat om, hvordan transpersoner kan og skal skildres.

John Boyne har modtaget mange litteraturpriser og har udgivet et hav af bøger, deriblandt fjorten voksenromaner, seks romaner til unge læsere, to novellaer – som er en blanding mellem en novelle og en kortroman – og en novellesamling. Hans romaner er oversat til over 50 sprog.

Privat er han homoseksuel og har åbent fortalt om udfordringerne ved at vokse op i 1980’ernes katolske Irland, hvor homoseksualitet var forbudt.