Sebastian Bune kommer fra Aarhus og en kompliceret, multietnisk og -kulturel baggrund. Da han i år 2000 fyldte 15 år, kunne han skrive ikke mindre end 20 forskellige folkeregisteradresser på cv'et – men alligevel havde han ikke altid haft et decideret Hjem. Han og hans mor fandt igen og igen sig selv på flugt fra en voldelig stedfar, og turen gik til både bekendtes sofaer og krisecentre. Allerede som barn var litteraturen en redning for Bune, som søgte tilflugt i bøgernes forunderlige verden – men alligevel følte han sig sidenhen fremmed i gymnasiet og droppede ud for at stå i lære som fiskehandler. Men det akademiske sneg sig atter ind på ham, gennem hans kæreste og hendes familie, og efter en HF og studier ved Aarhus Universitet debuterede han i 2014 som skønlitterær forfatter med digtsamlingen ”Nomadesind”. Sideløbende med forfattergerningen har han arbejdet som gymnasielærer, og i dag er han forstander ved Kofoeds Skole i Aarhus, som er en skole for socialt udsatte.
Og netop for de socialt udsatte børn banker hans hjerte ekstra stærkt. Som en person, der har været ind og ud af ”systemet” fra en ung alder, har Bune en særlig adkomst til at kritisere det, og det gør han, blandt andet i et interview fra 2017 i Information i anledning af romandebuten ”Min familie”: ”Det går alt for langsomt. Vi ved, at det har alvorlige og langsigtede konsekvenser at vokse op med vold, seksuelle overgreb, misbrug eller anden form for omsorgssvigt. Men vi ser stadig for mange eksempler på sager, hvor de sociale myndigheder er for længe om at gribe ind. Hvad er det for et samfund, der ikke tager hånd om et socialt udsat barn?” (Anna Raaby Ravn: Sebastian Bune: Litteratur kan bryde med stereotype forestillinger om vold og omsorgssvigt. Information, 2017-08-12). Bune arbejder altså såvel praktisk som kunstnerisk for de udsatte børn, og den base, hvorfra arbejdet går, er stadig Aarhus, hvor han bor med sin kone og tre børn.