Sebastian Bune beskriver selv, hvordan han som barn kunne forsvinde ind i for eksempel Bjarne Reuters ungdomsbøger, der også giver børn og unge en klar stemme og afdækker mekanismerne i relationerne mellem individ og gruppe. Her kan nævnes ”Zappa” fra 1977 og ”Drengene fra Sankt Petri” fra 1991, bøger, der i øvrigt begge er filmatiseret. Tankerne ledes også hen på Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld” fra 1958, hvor spillet mellem børn og voksne er uhyre giftigt og manipulerende, omend ikke fysisk voldeligt.
Den socialrealistiske beskrivelse af et kriminelt misbrugsmiljø i en jysk provinsby giver desuden mindelser om Jakob Ejersbos ”Nordkraft” fra 2002, der foregår i og omkring Aalborg. Byens masse, bygninger, veje, forskellige krinkelkroge og baggårde, der hver knytter sig til specifikke episoder og perioder i hovedpersonernes liv, er et fællestræk, ligesom sympatien med misbrugeren og alle omkring ham eller hende, der trækkes ned i sølet igen og igen. Kampen mod den sociale arv som skæbne, for retten til at definere egen retning i tilværelsen og dynamikken mellem eget ansvar og givne omstændigheder. En væsentlig forskel er dog det centrale barnets perspektiv hos Bune. I ”Nordkraft” er der ikke mange børn.
Bune nævner selv den franske forfatter Édouard Louis som en inspirationskilde. Hans forfatterskab udspiller sig primært i den hvide underklasse i Nordfrankrig, hvorfra vi har set et fænomen som De gule veste udfolde sig i nyere tid. Han taler om en ”følen-sig-ude-af-trit-erfaring” i sin bog ”Voldens historie” fra 2017, og den erfaring kan Bune genkende. Han finder den mere interessant end fortællingen om at være mønsterbryder: ”Det kan også være en slags sorg at finde ud af, at man er meget anderledes end sine forældre, og ikke længere kan tale med på samme niveau, eller med samme begejstring, om det, man før var fælles om.” (Ole Blegvad: Barsk Barndom. pov.international, 2017-08-12).