Sebastian Bune har skrevet digtsamlinger og romaner, bidraget til antologier og har skrevet en fjerdedel af en stafetfortælling i coronaromanen ”Lilla hjerte”, der er blevet til i samarbejde med tre andre forfattere.
Han har et usædvanlig klart formål med sine bøger og udtaler specifikt om ”Min familie”: ”Den her roman taler ikke alene om børn i laveste socialklasse, den er til for laveste socialklasse. Og kan den motivere nogen til at give slip på nogle usunde relationer, så er det fantastisk. Hvis bare et menneske kan spejle sig i romanen, føle sig set eller trøstet, og måske blive modig til at drømme stort og ambitiøst på trods af en alt for svær opvækst, så er det fantastisk.” (Anna Raaby Ravn: Sebastian Bune: Litteratur kan bryde med stereotype forestillinger om vold og omsorgssvigt. Information, 2017-08-12). Bune vil vise underklassen, at det kan lade sig gøre at bryde ud af destruktive livsomstændigheder, og han vil vise alle os andre, hvor svært det er.
De gennemgående tematikker bliver altså den udsatte familie og samspillet mellem det private og det offentlige og de to sfærers indvirkning på hinanden. Fællesskabets ansvar for det enkelte individ og balancen mellem fornuftig loyalitet i forhold til de mennesker, man elsker, og selvudslettende, klaustrofobisk pligtfølelse. Han vil gerne give barnet en stemme – det barn, der sjældent kommer til orde, blandt andet fordi det er så optaget af at gøre alle de fuldstændig urimelige, selvcentrerede voksne i dets hverdag tilpas. ”Jeg har skabt Jonathan for lade replikkerne mellem ham og hans forældre tale for sig selv, og forhåbentlig vil alle de lærere, pædagoger, psykologer, læger, betjente og journalister der læser bogen give en håndsrækning til et barn som ham.” (Ole Blegvad: Barsk Barndom. pov.international, 2017-08-12).