Paul Celan indskriver sig med sin digtning i en lang tradition for tysksproget lyrik, som inddrager mytologiske figurer, bibelreferencer og intertekstuelle henvisninger til anden litteratur. Det drejer sig ikke mindst om traditionen fra den tyske forfatter Friedrich Hölderlin, der levede fra 1770-1843, den tyske dramatiker og forfatter Georg Büchner over forfattere som den tysksprogede Rainer Maria Rilke, som blandt andet er kendt for digtsamlingen ”Neue Gedichte” (1907-08), den østrigske forfatter Georg Trakl samt den tyske læge og digter Gottfried Benn.
Paul Celan var ligeledes en af de vigtige tyske stemmer i efterkrigstidens bearbejdning af traumerne efter Anden Verdenskrig. Forfattere som italienske Primo Levi, kendt for ”Hvis dette er et menneske” fra 1947, ungarske Imre Kertész og den rumænskfødte nobelprismodtager Elie Wiesel er blandt de forfattere, som i deres forfatterskab bærer vidnesbyrd om de uhyrlige krigsforbrydelser under holocaust. I vidnesbyrdlitteraturen, som Paul Celan kan siges at være del af, skildres på forskellig vis drabene på millioner af jøder under krigen – for at fastholde erindringen om de mange, der døde, for ikke at glemme det skete og for måske at kunne være med til at forhindre, at noget tilsvarende igen vil kunne ske.
I den sidste halvdel af sit forfatterskab bevægede Paul Celan sig i retning af et sprog renset for konkrete sansninger, mod det mere gådefulde og den surrealistiske digtning, som franske Paul Éluard blandt andre er en repræsentant for. Celan var ligeledes inspireret af sin forfatterkollega og kæreste Ingeborg Bachmann.